Jeg er p.t. ved at flytte alt indhold fra denne blog - og tilføje nyt indhold - til min nye blog http://caminolene.blogspot.com/

Den 14. august starter jeg min pilgrimsvandring fra Viborg. Jeg vil i år gå ad Hærvejen, Ochsenweg og Fjernvandrevej E1 til Celle i Tyskland.

Planen er, at jeg i løbet af de næste år vil vandre kortere eller længere etaper af vejen til Santiago de Compostela, hvor jeg håber at fuldføre vandringen i 2014.

Du kan følge min vandring på: http://lenemunter.blogspot.com/

Kun to dage siden sidste opdate - men nu har jeg vist lige noget OK internet her paa alberguet i Portomarin. I gaar morges gik jeg fra Triacastela i koldt, lidt taaget vejr. Jeg havde valgt at gaa vejen over San Xil, da jeg synes, at den er smukkere end vejen over Samos. Nogle kilometer op, og saa kom jeg op til den smukkeste udsigt. Nede i dalen laa taagen, saa det var som at gaa i et eventyrlandskab. Lidt op ad formiddagen kom solen frem, og jeg havde en smuk tur til Sarria, som jeg ellers bedst husker som en regnvejsby.

Jeg var kun 4 timer om at gaa fra Triacastela til Sarria - jeg havde jo mission jakke-indkoeb for oeje! Hurtigt op og blive indkvarteret paa et af de private albergues - og saa ned til byen igen. Sarria havde kun en sportsforretning, saa udvalget var ikke saa stort. Valget stod mellem en hel tynd nylonjakke og saa en lidt mere vinterlig jakke. Jeg turde ikke andet end koebe den tykke jakke - jeg vil hellere doe af varme end af kulde!

Jeg var hundesulten efter mit indkoeb paa trods af, at rigelige maengder ristet broed var indtaget som morgenmad og  senere en boccadillo con queso senere paa formiddagen, saa jeg satte kursen mod en restaurant, hvor jeg uden besvaer indtog en 3 retters menu del dia sammen med 1/2 flasker hvidvin.

Meget heldigt at jeg havde valgt at spise saa godt, for om aftenen maatte jeg vente 1 time paa at faa serveret en pizza, saa jeg var foerst tilbage paa alberguet efter kl. 22.

Igen i morges var det koeligt og taaget, saa jeg havde min nye jakke paa. Jeg holdt ud i halvanden times tid, saa havde jeg det for varmt. Da jeg tog jakken af, dampede jeg - det saa faktisk ret godt ud! Hele dagen har jeg godt i solskin her til Portomarin, hvor jeg har indlogeret mig paa det private albergue O´Mirador, hvorfra der, som navnet antyder, er den mest pragtfulde udsigt ud over floden Mino. Jeg har lige spist en dejlig soendagsfrokost (en hamburger - jeg er traet af kylling, stegt svine- og oksekoed m. pomfrittes) - og vasketoejet haenger til toerre. Senere i dag skal jeg lidt rundt og kigge, og maaske er der pilgrimsmesse i aften - det finder jeg ud af senere. Sidst men ikke mindst skal jeg vel have nok en 3 retters pilgrimsmenu ud paa aftenen. Doerene her bliver foerst lukket kl. 23.30, saa der er masser af tid.

I morgen gaar turen til Palas de Rei - og forhaabentligt holder det gode vejr.

Ja, der er gaaet laenge siden min sidste opdatering. Aarsagerne er mange - ingen internet, umuligt at logge paa diverse sider, langsom forbindelse o.s.v.

Nu sidder jeg saa i Triacastela - kun 130km fra Santiago. Siden sidst har jeg (heldigvis) oplevet mange ting. Vejen ind til Leon sidste fra gaar et stykke langs med noget, der ligner en dansk motorvej - men vist bare er normal vej. I hvert fald loeber der to vejbaner i hver retning adskilt med autovaern - og dette autovaern skal man forcere for at komme over paa den anden side. Fuldstaendig vanvittigt! Foerst kravler man over fra rabatten, krydser to vejbaner med hurtigkoerende taet trafik, kravler over et autovaern igen og krydser de naeste to vejbaner og kravler over endnu et autovaern. Jeg var glad, da jeg var kommet helskindet over! Siden er jeg saa ogsaa kommet til at taenke paa, hvordan belgieren faar sit aesel over her!!!

I Leon var det rigtig daarligt vejr - 15 gr. og regnvejr - saa jeg var kun lige inde og se katedralen, saa gik jeg 6km ud af byen og fandt et hotel. Skoent med et varmt karbad. I Leon moedte jeg et tjekkist fyr, som jeg har set mange gange og snakket med. Han var nu noedt til at afbryde sin camino, fordi han simpelthen havde faaet saa mange bid af vaeggelus, at han naermest havde faaet en allergisk reaktion. Selv lader det til, at jeg blev mine vaeggelus kvit - jeg har sikkert ikke haft dem med i rygsaek og sovepose - men "kun" blevet bidt.

Fra Leon gik det med en overnatning i Hospital del Orbigo til Astorga - byen hvor mange starter deres camino fra. Det var soendag middag, da jeg kom frem, og i byen var der et mylder af turister og pilgrimme. Jeg overvaerede middagsmessen og gik saa videre til Murias, hvor jeg tidligere har overnattet. Herfra begynder terraenet igen at blive mere varieret, og man krydser passet ved Cruz de Ferro (Jernkorset), der har tjent som pejlemaerke for pilgrimmene i hundredevis af aar. En flot, flot tur op igennem passet og ned til Molinaseca.

Onsdag overnattede jeg i Villafranca del Bierzo, der ogsaa er en meget charmerende by med en tilpas stoerrelse. Vejret var rigtig dejligt - solskin og 33gr. Dagen efter gik turen op mod O Cebreiro - og det var igen blevet regnvejr og koldt og blaesende. Saa er det, at man godt kan komme i tvivl om, hvorfor det lige er, at man "tosser rundt" hernede. Naa, man vaenner sig jo til at vaere vaad, og naturen paa vejen op var smuk.

Jeg overnattede paa et tysk albergue i La Faba, og der var rent og en god stemning. Hospitalieroen gjorde klart, at hun personligt ville skyde den, der taendte lys foer kl. 7 om morgenen. Dejligt - der er ikke noget mere irriterende end blive vaekket af raslen og flakkende pandelygter kl. 5.30. Alligevel var der mange, der allerede laa i deres senge kl. 20 - om jeg forstaar dem - saa skal natten nok blive lang.

Igen i dag har det regnet og vaeret koldt. Jeg kunne faktisk godt have brugt et par vanter, og jeg taenkte paa et tidspunkt paa at tage begge mine par lange bukser paa samtidig. For at det saa ikke skal vaere loegn, saa gik lynlaasen i min jakke helt i stykker her i eftermiddag. Jeg har ikke andet toej med lange aermer, saa i morgen maa jeg se, om jeg kan finde en eller anden beklaedningsgenstand med lange aermer i Sarria.

Fra Astorga er der kommet flere danskere paa caminoen. Det er altid hyggeligt at faa en snak og hoere om deres grunde til at gaa caminoen.

Her i Triacastela bor jeg paa et albergue, hvor hospitalieroen er dansk. Og saa er jeg ved at faa vasket alt mit toej i vaskemaskine - den rene luksus for foerste gang i 4 uger. Kun 3 euro - og saa er det nemt at forklare, at skjorterne ikke skal i toerretumbleren.

Efter planen gaar jeg ind i Santiago paa torsdag og holder saa et par dages ferie, inden jeg rejser hjem soendag.

Ellers er alt vel - ingen vabler og godt humoer!

Er naesten helt i Leon - kunne godt have gaaet de sidste 12 km, men jeg har valgt at stoppe her, fordi jeg tror, at jeg er blevet "angrebet" af vaeggelus. De sidste par dage har jeg faaet flere og flere stik/bid paa isaer armene og helt slemt blev det efter sidste nat. Der havde jeg ellers et helt albergue for mig selv - men det var ogsaa lidt kedeligt. Jeg har nu haft toemt min rygsaek, vasket alt det toej, som jeg ikke har paa og luftet min sovepose - saa maa vi se, om det hjaelper.

De sidste 3 dage har det vaeret utroligt kedeligt at gaa. Det er godt nok den originale pilgrimsvej, men den gaar langs med landevejen, saa det er ikke saerligt fredfyldt. I saadan en situation er Ipod´en god at have.

De sidste par dage har der ikke vaeret saa mange kendte ansigter. Dem, som jeg kender er ca. 10 km bag mig. Desuden har jeg overnattet lidt "skaevt" af de gaengse steder.

Og saa blev det lige regnvejr......Min sovepose er blevet godt vaad - nu ser jeg tiden lidt an - her er heldigvis en toerretumbler, hvis det bliver noedvendigt. 

Saa skulle der alligevel gaa 1 hel uge uden opdatering. Jeg har dog haft muligheden 2 gange - 1. gang var det en god, gammeldags modemforbindelse (totalt haabloest, saa det opgav jeg), anden gang var igaar, hvor PCén afgik ved doeden, da jeg taendte for den.

Som det fremgaar af overskriften er jeg nu saa taet paa halvvejs, som man kan komme. Jeg har vaeret igennem storbyen Burgos, hvor jeg valgte ikke at overnatte. Der er ellers kommet et meget fint nyt albergue lige i centrum af byen - men blandt mine med-pilgrimme har det faaet noget blandede "anmeldelser". Jeg tror, at det nok skal blive bedre - det er foerst lige aabnet her i august. Jeg valgte kun at gaa ind og se den helt fantastiske katedral og saa gaa videre i ca. 7 km og tage en overnatning paa hotel i en lille by.

Siden i loerdags har jeg vandret paa hoejsletten (mesetaen). Kaempemaessige arealer med afhoestede hvedemarker saa langt oejet kan se. Lidt bakker, nogle traeer og smaa byer som eneste afveksling. Nogle synes, at dette er det mest kedeligt stykke - men det er ogsaa en del af vejen til Santiago de Compostela.

Jeg er en del af en gruppe paa 2 tyskere og 2 oestrigere (sygeplejersker), der moedes saa godt som hver aften og snakker. De to tyskere er henholdsvis en soldat i Bundeswehr og en katolsk praest, der er foedt og opvokset i Polen og uddannet havfisker, inden han laeste til praest - og saa er han gift med en operationssygeplejerske.

I dag sidder paa et rigtigt dejligt albergue i en lille landsby. Jeg har overnattet har foer, og vi bor kun 4 her i nat, saa det er den rene luksus.

Helbredet er godt. Min forkoelelse er endelig gaaet vaek efter 14 dage. Dvs. saa er det ogsaa slut med the og en mega-cognac inden sengetid - eller..... Prisen for dette er alle vegne 20 kroner. Benene har det ogsaa godt, saa jeg skal ikke klage.

Tusind tak for jeres hilsner - det varmer!

Der hurtigere adgang til internet end jeg havde regnet med. I dag har vaeret en let dag paa ca. 22 km til Azofra, der er en lille landsby. Jeg har gaaet gennem vinmarker det meste af vejen - dejlige Rioja-marker. Desvaerre gaar dagens rute ogsaa langs med en hovedvej ca. halvdelen af tiden, saa jeg har gjort en undtagelse og gaaet med min Ipod paa. Hellere hoere en god bog end gaa og blive irriteret over bilstoejen.

Jeg gjorde et stop i Najera hertil. En dejlig by med en spaendende historie - bl.a. lige uden for byen hvor Roland nedkaempede den davaerende muslimske hersker i byen. Paa et af kirketagene saa jeg storke - baade voksne og unger.

Alberguet her er relativt nyt med fine forhold. Bl.a. sover man paa 2 sengsrum, saa det er jo helt dejligt. Desuden tror jeg, at jeg er ved at komme mig helt over min forkoelelse - det varede saa ogsaa kun lige en uge.

Der har vaeret lidt udskiftning i ansigterne, nu hvor der er flere overnatningsmuligheder at vaelge imellem. Der er to midaldrende hollandske herrer, der er ved at drive mig til vanvid, fordi de synes, at de er saa morsomme. Jeg havde lige regnet med, at de var bag mig - altsaa kilometermaessigt - men pludselig staar de her og laeser mig over skulderen. Bare for at irritere dem har jeg lige smidt en ekstra euro i, saa jeg har 20 minutter ekstra. Ellers er her selvfoelgelig rigtig mange tyskere - overvejende den yngre afdeling, samt mange franskmaend - overvejende den aeldre afdeling. Jeg synes desuden, at der er stadig flere, der faar koert deres rygsaek fra sted til sted, og saa selv gaar med en lille rygsaek. Hvad skal man sige til det?.... - det er vel folks eget valg, men for mig gaar lidt af den egentlige pilgrimstanke af floejten paa den maade. Det er jo netop meningen, at du ikke skal baere mere, end du skal bruge. Paa den anden maade kan du have hele garderoben med og ikke behoeve at taenke paa at vaske, foer man kommer hjem.             

Jeg har ikke noget med i rygsaekken, som ikke bliver brugt. Hvis jeg har faaet nye laesere i aar, vil jeg lige komme med en opsummering af, hvad jeg baere rundt paa (alt i letvaegtsmaterialer):

2 par bukser (et par zip-off og et par knaelange)

3 kortaermede skjorter

3 par sokker

3 par trusser

1 silkesaet med shorts og top til at sove i

1 let loebejakke

1 lille og 1 stort haandklaede

Toiletsager, dagbog, guidebog og saa har jeg fundet bogen: "Tod am Jacobsweg" paa et albergue.

Derudover selvfoelgelig lidt vand og evt. en lille smule at spise.

Jeg bruger alt og mangler intet! 

Og sikke en paella det var........ En kaempepande blev sat paa bordet, hvor der var daekket til 20 mennesker. Alt foregik paa bedste spanske maner... Maendene ville helst spise af panden - men vi andre fik dog tallerkner. Efter saadan en omgang var der ikke plads til noget aftensmad. I stedet blev turen lagt omkring kirken, hvor der var pilgrimsmesse. Jeg er sikker paa, at praesten sagde, at hvis man troede paa, at hostien og vinen var Jesu legeme og blod, saa maatte man godt modtage nadverens sakremente. Og han sagde det ogsaa paa engelsk.... Efter messen blev alle pilgrimme kaldt op foran, hvor han velsignede os og bad os om at bede for sognets syge og boern i Santiago de Compostela.

Naeste dag gik turen videre til Viana. En meget dejlig by med mange spaendende, historiske bygninger. Jeg blev indkvarteret paa alberguet i tilknytning til en af kirkerne. Man ligger paa madrasser i to rum, og det er noget primitivt. Men til gengaeld er der en helt utrolig stemning. To soede spanske midaldrende damer som hospitaliere - der senere lavede den dejligste middag til os. Inden havde vi endnu en gang vaeret til pilgrimsmesse - men her betonede praesten, at det hellige sakremente kun var for katolikerne, saa her blev jeg paent siddende.

I dag er jeg naaet til Navarette, hvor jeg bor paa det kommunale albergue - et rigtig udemaerket sted. Jeg har faaet en koelig forfriskning med et italiensk/tysk aegtepar, der bor i Schweiz. Han er freelance-fotograf og har prioriteret at have 3 kg fotoudstyr med!

Jeg har ikke nogen fast gruppe, som jeg er meget sammen med - men jeg snakker da noget med en gruppe yngre tyskere. Mine canadiske venner tror jeg er minimum en dag tilbage - saa dem ser jeg nok ikke mere. Min forkoelelse er ved at vaere ovre - saa det kan vaere, at jeg bliver helt populaer paa sovesalene igen.

Selvom jeg har gaaet turen foer, er der mange ting, som jeg slet ikke kan huske. Der er altsaa hele tiden nye oplevelser at glaede sig til!

I hoerer fra mig igen, naar jeg om et par dage forhaabentligt for noget INDER-NET igen.

Fra Puenta la Reina lagde jeg ud 7.30 i fint vejr - fuldmaanen var stadig at se, selvom det var blevet lyst. Sidste gang paa denne straekning var jeg foerst startet kl. 10 - og var gaaet mere eller mindre doed paa vejen til Lorca p.g.a varmen. Denne gang gik det fint - vel er der et par stigninger undervejs, men efter at have proevet Pyrenaerne skal jeg ikke brokke mig.

Canadierne, som jeg moedte foerste aften i St. Jean Pied de Port, saa jeg her igen i  Lorca, hvor de ville holde frokost pause. En af dem er meget daarligt gaaende - har maattet koebe nye stoevler i Pamplona! De andre virker noget bekymrede paa hendes vegne.

Fra Lorca tager det smaa to timer at gaa til Estella, hvor jeg havde planlagt at overnatte. Sidst jeg var igennem var det tidligt om morgenen, og byen saa meget spaendende ud, saa jeg lovede mig selv, at her ville jeg bo en anden gang. Gik paa det private albergue ANFAS - jeg tror nok, at det er en eller anden handicaporganisation, der staar for det. Den ene af hospitalieroerne (eller hvad det nu hedder i flertal) var en voksen kvinde med Downs Syndrom - men hun havde styr paa tingene, saa vi blev vist rundt og fik tildelt vores koejepladser med fast haand. Jeg tror, at stedet uden for sommersaesonen fungerer som et slags aktivitetssted. Man ser faktisk mange med Downs Syndrom i Spanien - skyldes det mon den katoliske kirke?

Naa, der blev jeg lige inviteret til at spise paella af nogle spaniere - videre opdatering maa vente... Men jeg har det godt!

Efter en noget daarlig nattesoevn - 6 mennesker i et lille lokale med lukkede vinduer og 5, der sproejter sig med deodorant inden sengetid inde i lokalet - var det tidligt op og afsted tirsdag morgen. Perfekt vandrevejr - ikke over 20 gr. og overskyet - saa det var bare med at faa nogle kilometer tilbagelagt. Det meste af vejen gik det af smaa skovstier langs med floden Arga. Omkring frokosttid naaede jeg til Pamplona, men efter en kort tur rundt i den gamle bydel valgte jeg at gaa videre til Cizur Menor 4 km derfra.

Det foerste albergue, som man moeder er Malteser-ordenens. Det smager jo altid lidt af tempelridder - saa der ville jeg overnatte. Af selve det gamle kloster er der kun kirken tilbage. Selve alberguet ligger i noget, der ligner en gamle gaard. Meget basic - men med alt, hvad man behoever som pilgrim. Det var blevet noget blaesende og halvkoeligt, saa jeg kroeb i soveposen i et par timer. Om aftenen en udemaerket pilgrimsmenu paa en lokal restaurant - der var ogsaa indkoebt forskellige madvarer af alberguet, men jeg havde behov for et ordentligt maaltid efterr en dag paa en oel, en aquarius, vand og to haandfulde noeddeblanding.

En god nattesoevn indtil kl. 6 var mine franske medlogerende begyndte at rasle med deres plasticposer. Jeg har naevnt det foer - det er moeghamrende irriterende!! Naa, ud i det dejlige vejr. Det tegnede til at blive en god, varm dag. I lang tid gik det mere eller mindre opad til Alto de Perdon - og saa selvfoelgelig nedad igen. Nedstigninger begynder nu at kunne maerkes, men saavidt jeg husker, er de vaerste overstaaet nu.

Der er nu en blanding af nye og gamle ansigter paa caminoen. Nogle har jeg kendt siden St. Jean Pied de Port i fredags - og andre er lige startet i dag i Pamplona. Ved middagstid var jeg i Puenta la Reina - havde egentligt planlagt at fortsaette en 7 km til - men jeg syntes, at det var for varmt, og benene ville vist have godt af at stoppe. Har indlogeret mig paa det kombinerede albergue/campingplads lige uden for Puenta la Reina. Her er fine forhold - men ikke saa hyggeligt.

I morgen gaar det saa derhen, hvor foedderne vil baere mig.

Saa er jeg paa caminoen igen. Rejste til St. Jean Pied de Port i fredags og lagde ud med en enkelt overnatning paa det mest hjertevarme albergue L'Esprit du Chemin. Sov paa et 3 mands vaerelse sammen med tyske Petra, der havde vaeret to maaneder undervejs fra sin bopael! Der var byfest i St. Jean, saa jeg udstyrede mig med et par oerepropper, hvilket faktisk resulterede i, at jeg naeste morgen ikke hoerte, at de andre stod op.

Straks man kommer ud af St. Jean begynder det at gaa opad. Da jeg ikke mente, at formen rakte til at krydse Pyrenaerne i et straek - jeg hader at gaa opad - havde jeg reserveret overnatning (og tak til Arne for hjaelpen med det franske) i Orisson. Refugiet ligger midt ude i naturen og har en udendoers terasse, hvorfra der er den mest vidunderlige udsigt ud over bjergene. Jeg tror ikke, at de danske naturfredningsfolk havde givet tilladelse til saadan en bygning. Men smukt var der!!!

Soendag gik det videre op i Pyrenaerne i noget af den smukkeste natur, som jeg har set. Rundt omkring gik der koeer, faar og heste - men det var vist ikke vilde heste, for de fleste havde grime paa. Efter at have naaet det hoejeste pas gik det 4 km ned igennem skov. Flere steder var nedstigningen meget stejl, saa jeg naaede da ogsaa lige at glide paa en sten og saette mig paa enden. Heldigvis slog jeg mig ikke, men det viser bare, at man ikke skal slaa autopiloten paa. I Roncevalles maatte jeg vente 3 timer paa, at det store albergue med 100 senge i ét rum aabnede. Heldigvis var vejret dejligt, saa vi var mange, der rullede soveposerne ud og slappede af i graesset.

Om aftenen var der pilgrimsmesse i den helt fyldte klosterkirke. Til sidst i messen bliver alle pilgrimme kaldt frem foran alteret, hvor en af praesterne holder en tale paa flere sprog for til sidst at lyse velsignelsen over alle pilgrimmene. En ligesaa staerk oplevelse som pilgrimsmessen i Santiago de Compostela!

Jeg havde heldigvis faaet en koeje helt oppe i den ene ende af sovesalen, saa der var en lille smule privatliv. 21.58 blev der sat noget blidt musik a la Enya paa anlaegget i sovesalen, og praecis kl. 22.00 blev lyset slukket. Jeg var vaagen nogle gange i loebet af natten, og jeg syntes aldrig, at jeg faldt i helt dyb soevn. Jeg tror, at det er fordi, at jeg er saa bange for at snorke - for det goer jeg jo!

I morges praecis kl. 6.00 blev samme melodi sat paa anlaegget og lyst taendt, saa derfor var jeg allerede paa caminoen kl. 6.30. I dag har der vaeret et par gode stigninger, mens ellers har det gaaet meget ned ad bakke - altsaa paa den gode maade. De sidste godt 4 km til Zubiri, hvor jeg sidder nu, gaar stejlt nedad paa en sti, hvor jeg synes, at det maa vaere livsfarligt at gaa, naar det er vaadt. Det offentlige albergue er paa en sommerferie-lukket skole, saa jeg har betalt 4 Euro ekstra og bor paa et lille nyt, privat albergue.

Benene er gode og ingen vabler indtil nu - maa det vare ved de naeste 760 km!

Var klar til at gå ved 8-tiden, da det var begyndt at blive lyst. Flot, lidt tåget vejr og efter ca. 1 km var det tid til morgenmad på Bar O Mirallos i Ferreiros, hvor jeg også holdt pause sidste år.

Fra denne del af caminoen er det ligesom, at jeg husker landskaber/landsbyer/vejen i blokke. Nogle steder kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har været før, mens jeg andre steder ved, hvad der ligger bag det næste sving. Først efter et stykke tid går det op for mig, at det må være fordi, at  jeg sidste år gik med regnslag og hætten slået op en del af tiden i Galicien.

Efter Ferreiros går caminoen gennem en masse små landsbyer skiftevis på asfaltvej og grusvej. Det er flere steder som om, at tiden har stået stille gennem de sidste mange år.

I Galicien er der også rig mulighed for at møde både får og køer på caminoen, når de er på vej til græsning eller hjem for at blive malket.

Ved 11-tiden nåede jeg Portomarin, som jeg på forhånd havde bestemt mig til at gå uden om. Jeg har tidligere tilbragt en regnfuld eftermiddag og aften her, så det var ikke de bedste minder.

Fra Portomarin går det jævnt opad 12-13 km indtil Ventas de Narón. Især de første par kilometers stigning kan godt give lidt sved på panden, men det er en trøst, at landskabet meget af vejen er smukt.

Jeg holdt en pause undervejs på en bar i Gonzar, hvor jeg hilste på to svenske kvinder, og derfra var der kun godt 3 km til Hospital da Cruz, hvor jeg ville overnatte på hostal Labrador.

Jeg fik en god 3-retters menu ved 15-tiden, og derefter faldt jeg omkuld på sengen og sov i næsten 4 timer! Jeg må jo trænge til det. Et hurtigt bad og så op i baren igen, hvor der var kommet andre pilgrimme for at spise til aften. Jeg var ikke sulten igen, så jeg ville bare have lidt at drikke. Fandt en plads ved et bord, hvor også Robin og Jacob sad sammen med en tysk fyr Simon. Spiselokalet havde store vinduespartier til to sider, så man kunne nyde en fantastisk solnedgang bag bjergene. Efter endnu en fadøl og en stor flaske vand var det blevet sengetid, og jeg sov uden besvær 9 timer til næste morgen.

Dejligt stille på refugiet, så vi kom ikke af sted før klokken 8. Efter en god times vandring nåede vi Sarria - hvor down-town er up-town - og det var blevet tid til en gang morgenmad. Ja, det var så her, at jeg åbenbart blev den lykkelige "ejer" af en hund. Mens vi sad og spiste udenfor, var der en tigerstribet - muligvis en slags Staffordshire Bull-terrier - der havde kastet sin kærlighed på os. Lidt naiv troede jeg, at hunden hørte til baren, men den begyndte i hvert fald at følge efter os, da vi gik.

Til at begynde med var det faktisk ret morsomt, men jo længere vi kom væk fra byen, jo mere betænkelige blev vi også ved situationen. Det var en tilsyneladende meget velplejet hund, der var meget kontaktsøgende, men samtidig også lidt sky. Det var især mig, at den søgte kontakt med, så måske var den lidt bange for mænd. Efter et par kilometer mødte vi to kvindelige pilgrimme - som vi gættede på var franskmænd (undskyld Norge!) - og vi gjorde et lille holdt, da vi havde passeret dem, for at se om Tiger-Lily (som hunden hurtigt var blevet døbt) i stedet ville følge med dem. Men nej, selv efter så kort bekendtskab var hun meget trofast.

Fra Sarria går det jævnt opad, og da det samtidig var blevet godt varmt, holdt vi en ølpause på en bar i Rente, hvor vi mødt Marino, der sad og kølede sit knæ med is.

Det var også dagen, hvor 100km-stenen blev passeret, der var ligefrem kø for at blive fotograferet ved den. Vi fulgtes nogle muntre kilometer med Irma og hendes mand fra Namibia, men da vi nåede en lille hyggelig bar i Morgade, besluttede vi at holde en lille pause igen. Og hvem fandt vi dér? Tiger-Lily - som vi efter et møde med en traktor ikke havde set de sidste 5 km. Hun havde mødt et par cykel-pilgrimme og var løbet med dem. Nu lå hun så her og slappede af, mens hun forsøgte at blive gode venner med de lokale hunde.

Andreas ville videre til Portomarin, og jeg ville blive på stedet, der også havde gode, billige værelser, så vi måtte sige farvel til hinanden. Det er altid trist at sige farvel til hyggelige mennesker, men det er også en del af caminoen såvel som af livet.

Mette og italienske Luciana boede også på stedet, så vi spiste en hyggelig middag sammen om aftenen. Bar-damen var meget sød til at finde ud af, hvor Tiger-Lily kom fra. Hun ringede bl.a. til et kontor, hvor ejerne kunne efterlyse deres savnede dyr - men der var ikke gevinst - så Tiger-Lily fik lov til at sove indenfor, mens de andre hunde måtte blive udenfor.

Fordi jeg havde brugt en times tid på stjernekiggeri, var hele sovesalen selvfølgelig faldet i søvn, da jeg kom listende tilbage. Med andre ord - snorkeriet var i fuld gang! Normalt har jeg et meget godt sovehjerte - bare spørg nogle af mine tidligere kolleger, om hvordan de har måtte banke meget kraftigt på min dør, når jeg er blevet kaldt op om natten. Men et snorkekor på en sovesal kan selv mine gode ørepropper ikke lukke ude. Resultatet blev da også kun til ca. 1/2 times søvn hen ad morgenstunden.

Jeg havde ikke på forhånd aftalt at følges med Andreas, men da han var klar til at gå samtidig med mig, så var det naturligt at slå følge. Ligesom strækningen ned til Molinaseca går det også kraftigt nedad til Triacastela - og modsat mange andre så kan jeg rigtig godt lide at gå nedad.

Det var en pragtfuld morgen med lidt køligt vejr, indtil solen fik magt. I dalene lå der tåge, så det lignede fantasilandskaber, når man så sig omkring. Undervejs mødte vi italienske Marino, som Andreas havde kendt siden starten af caminoen. Marino var ca. 60 år og havde et stort hævet, højre knæ, der blev kølet med en pose isterninger ved hver en pause. Marino kunne et par enkelte engelske ord - og ellers foregik alt på italiensk. Jeg fik at vide, at han tidligere på caminoen var blevet rigtig gode venner med en yngre norsk mand - faktisk havde det udviklet sig til en slags far/søn-forhold, selvom de var afhængige af, at andre kunne oversætte. Begge mænd havde grædt salte tårer, da nordmanden skulle rejse hjem fra Leon.

Jeg havde en dejlig tur ned til Triacastela - vi talte om løst og fast (på engelsk - øv, jeg er vist egentligt efterhånden bedre til tysk), og vi havde samme lidt syge form for humor. Vi blev enige om, at vi kunne skrive flere bøger om caminoen. Hvad med: "Gakkede gangarter på caminoen - rigt illustreret" eller "Caminoen - fra bar til bar".

Efter godt 10km holdt vi pause i Triacastela. Her mødte jeg igen Mette og italienske Luciana samt for første gang namibiske Irma og hendes mand. Irma var startet langt tilbage på camino og havde bl.a. gået sammen med danske Henrik, inden hendes mand kom. Andreas og hun havde også været en del sammen, så de havde fået deres helt egne talemåder, der selvfølgelig lyder sjovere "live". En typisk ordveksling kunne slutte af sådan: "It's not funny, Honey!" - udtalt med, hvad jeg tror, en bred namibisk-engelsk dialekt. Jeg fik også at vide, at på caminoen var det første gang, at Irma selv prøvede at vaske sit tøj og ordne sit fodtøj - det var der selvfølgelig ellers tjenere til. Måske falder det nogen for brystet, men jeg har jo selv oplevet det for år tilbage i Zimbabwe. Inden da havde jeg da aldrig drømt om, at jeg skulle have pressefolder i Sloggi-trusserne, og at en dorlastan-gymnastikdragt selvfølgelig også skal stryges!

Fra Triacastela valgte vi den korte, stejle vej over San Xil til Triacastela. Jeg var i Samos sidste år, og Andreas ville hellere videre til Sarria, så sådan blev det. Det gik ret stejlt opad de første kilometer - men gennem en smuk natur. Lidt uden for San Xil er der en pudsig "rasteplads" - et stort bassin med dejligt kold vand, og ud af "bjerget" kommer der vand fra en fontæne med form som en kæmpe musling.

På grund af nattens manglende søvn var jeg efterhånden bare træt, træt, træt. Derfor fik jeg en middagslur i solen på en mark, så de sidste kilometer var overkommelige at gå.

Vi stoppede på et helt nybygget albergue et par kilometer uden for Sarria, hvor der foruden os kun var en franskmand, der havde gået fra Moissac samt et selskab på 8 franskmænd, der skulle starte deres vandring dagen efter. Meget flot sted med gode rum og meget veltillavet aftensmad, hvor der udelukkende blev talt fransk! Jo, de talte faktisk et udemærket engelsk - men hvorfor dog gøre det!

Tidligt i seng.

Fik sovet rimeligt godt, og klokken var vist næsten 6, før de første pilgrimme begyndte at rumstere rundt. Jeg blev liggende til kl. 7.30, for jeg havde besluttet, at en del af turen op mod O Cebreiro skulle foregå på fire hjul. Endnu var de ret trælse 20 km langs med asfaltvejen i frisk erindring fra sidste år, så jeg ville bare gå de sidste godt 8 km fra Ruitelán.

Derfor gik jeg ned i selve byen for at spise lidt morgenmad på en café og havde også lidt tid til at kigge mig omkring i den stille by.

Midt på formiddagen fandt jeg en taxi, der kørte mig de 20 km op - og derfra gik det i fin form op til O Cebreiro. Det var helt klart vejr, så der var en utrolig smuk udsigt undervejs.

Sad en stund inde i kirken og fik tændt et lys for mit nye barnebarn, som var kommet til verden samme formiddag. Jeg fik kort sagt hej til Luigi, inden turen ned fra O Cebreiro begyndte.

Det vil sige, at de første kilometer går det nu altså lidt op igen. Sidste år fulgte jeg asfaltvejen de godt 3 km ned til Linares, men i år fandt jeg stien, der går gennem noget granskov.

Holdt en lille pause på baren i Linares og faldt i snak med en jævnaldrende tysker, der var startet fra Somport-passet. Han var godt træt af hele horden af pilgrimme og savnede de stille dage på camino Aragones.

Jeg havde overvejet at overnatte i Hospital da Condesa, men jeg syntes, at det var for tidligt på eftermiddagen til at stoppe, så jeg nøjedes med en cola på landsbyens bar. Mens jeg sad udenfor og nød det dejlige vejr, kom der en ung koreansk fyr hen og snakkede med mig. Han var vidt berejst og havde også besøgt Danmark på et tidligere tidspunkt. Denne dag stiftede jeg også bekendtskab med en australier (tidligere franskmand), der stred sig frem og virkede meget dårligt gående. Ham mødte jeg flere gange i løbet af dagen, og hver gang pustede og stønnede han, men han kom dog frem til samme albergue som jeg!

Alt i alt var dagens etape overkommelig, og jeg stoppede derfor i Fonfria, som jeg kunne huske at have passeret sidste år. Det er langt ude på landet men et dejligt sted.

Der var endnu ikke kommet så mange andre pilgrimme, så bad og tøjvask blev hurtigt overstået, så jeg kunne sætte mig udenfor med et glas vin og en bocadillo. Mens jeg sad der og slappede af, blev jeg kontaktet af en flok midaldrende spanske mænd, som lige ville fotograferes. De kunne nogle få brokker engelsk, så det blev til en lille snak, om H.C. Andersen eller Michael Laudrup er den kendeste dansker. De holdt mest på Laudrup!

Jeg fandt ved samme lejlighed ud af, at der også var en jævnalderende dansk kvinde på alberguet. Mette havde problemer med sin ene fod og kæmpede en kamp med at gå lidt kortere dagsmarcher - men havde det svært med det!

Kl. 20 var der aftensmad i et traditionelt galicisk hus, som var lavet om til restaurant. Dejlig, velsmagende mad og god lokal rødvin så snakken gik lystigt. Vi var danskere, tyskere, spaniere, franskmænd, italienere - og sikkert nogle nationer, som jeg har glemt.

Hjemme på alberguet var der tid til en brandy i baren inden sengetid, og her faldt jeg i snak med Andreas fra Berlin - samt en flaske rødvin. Da baren lukkede skulle den spanske ejerfamilie ud at se på stjerner et lille stykke uden for landsbyen. Det var utroligt smukt - Mælkevejen var meget tydelig på himlen, og der var mange stjerneskud. En helt igennem hyggelig aften!