....eller lidt genopfriskning af minderne til "gamle" Santiago-pilgrimme.

Her følger lidt billeder fra min camino sidste sensommer.

Det kommer næppe som en overraskelse for dem, der kender mig, at jeg er ved at have min 2. camino i støbeskeen. Det er bevidst, at jeg ikke siger "planlægger", for på caminoen sidste år lærte jeg at lade være med at planlægge så meget - tingene skal nok lykkes alligevel!

Ferie og billetter til udrejsen skal dog være i orden. M.h.t. ferien lader det til, at jeg også i år får lov til at holde 6 ugers sommerferie. Det betyder så samtidig også, at jeg har stor valgfrihed med hensyn til rutevalg.

I øjeblikket er jeg meget i tvivl om ruten - men ét er jeg helt sikker på - jeg skal slutte i Santiago de Compostela. Alt andet ville føles helt forkert for mig. Jeg har vist i en tidligere post skrevet, at vejen er målet, men det var før, at jeg selv kom til Santiago de Compostela og oplevede hele forløsningen ved at have "gennemført" caminoen.

I den kommende week-end glæder jeg mig meget til at deltage i en pilgrimsretræte arrangeret af Foreningen af Danske Santiagopilgrimme. Så det kan være, at jeg er blevet klogere på min rute, når week-enden er omme.

Saa naermer min camino sig for alvor afslutningen - i aften tager jeg i lufthavnen og tilbringer saa natten paa et par stole. for jeg skal chekke ind allerede kl. 5.00 i morgen tidlig.

Det har vaeret fint at have nogle dage her i byen til at vaenne sig til, at caminoen er slut, og det virkelige liv begynder igen mandag morgen. Jeg har hverdag vaeret til pilgrimsmessen - og det bliver ved med at vaere en stor oplevelse hver gang. Saerligt er jeg helt vild med den nonne, der synger for - isaer naar hun siger :"Muy bene" - "Meget godt" - efter at have oevet "salmerne" med hele katedralen. Samtidig er pilgrimsmessen moedestedet, hvor man ser, hvem der nu er kommet ind. Derfor har jeg nu ogsaa faaet taget afsked med mange af dem, som jeg har moedt paa caminoen - dog mangler jeg stadig at moede Elsebeth og Ejnar fra Jylland, men der er ogsaa en uges tid til, at de har billet hjem.

I aftes var vi 8 seje danske damer ude at spise afskedsmiddag sammen. Vi kendt hinanden i kortere eller laengere tid paa caminoen - men det giver et saerligt faellesskab at dele fysiske anstrengelser og sove sammen under alle mulige forhold.

I nat var det rigtig daarligt vejr her i byen med storm og regn, saa der er blaest masser af teglsten ned. Turen til Finisterre er ogsaa opgivet paa grund af vejret - 5 timer i bus er for lang tid for at komme ud til taage og blaest! Ja, det er nu min mening. Og jeg har nu heller ikke taenkt mig at gaa hjem fra Koebenhavn af den grund - som min soede mand ellers har truet mig med!

Men nu glaeder jeg mig altsaa ogsaa til at komme hjem igen!!! Det har vaeret helt perfekt at have saa god tid til caminoen. Jeg har paa den maade aldrig foelt, at jeg var noedt til at gaa 10km ekstra for ikke at komme bagefter planen. Til dem, der var nervoese for, at jeg skulle alene afsted, kan jeg kun sige, at jeg paa INTET TIDSPUNKT har foelt mig utryg og alene. Der er altid nogle enten foran eller bagved dig, og du er kun alene i den udstraekning, som du selv oensker at vaere alene. Hvis nogle spoerger mig i dag, om jeg ville goere dem om igen, saa kan jeg kun sige JA. Det har vaeret en kaempe oplevelse og maaske nok en endnu stoerre udfordring, end man paa forhaand kan forestille sig. Personligt har jeg vaeret mest glad for at gaa straekningerne Somport-Puente la Reina samt Leon-Santiago de Compostela. Hoejsletten er en del af caminoen, men samtidig er det en utroligt enerverende uge - igen efter min mening. Andre synes, at hoejsletten er det bedste ved caminoen - men igen - vi gaar hver vores camino.

Nu glaeder jeg mig til at komme hjem og fortaelle om alle mine oplevelser i stort og smaat samt vise jer billeder.

Tusind tak til alle jer, der har skrevet til mig paa smartlog, mail og sms - det har vaeret rigtig godt med opmuntrende ord og nyt hjemmefra.

Vi ses i Danmark.

Santiago blev naaet mandag formiddag i god form. Sidste overnatning paa det kaempestore refugium i Monte de Gozo kun 4km fra Santiago. Meget maerkeligt at gaa det sidste stykke. Soendag havde jeg egentligt planlagt overnatning i Santa Irene godt 20km vaek - men da jeg kom til refugiet kl. 13, var der ikke aabnet endnu. Hele formiddagen havde det smaaregnet, men ved frokosttid klarede det op, saa jeg bestemte mig til at gaa videre - og det blev saa til Monte de Gozo.

Mandag var det noget overskyet, saa jeg kunne faktisk foerst se katedralen, da jeg stod foran den. Jeg valgte at gaa paa pilgrimskontoret allerfoerst for at faa mit pilgrimsbevis. MEGET bevaegende oejeblik at faa beviset for min vandring fra Somport til Santiago de Compostela. Mit latinske navn paa beviset er MARIA MAGDALENA - hvad si'r I saa! Fra pilgrimskontoret tilbage til katedralen, hvor jeg var oppe bag Jacob og give ham et knus og bagefter nede og knaele ved hans kiste. Derefter var jeg saa heldig, at jeg bare kunne tage plads for at nyde pilgrimsmessen kl. 12, hvor katedralen var stopfuld. En nonne sang for, saa de smaa haar rejste sig paa armene, og hele det katolske cirkus koerte i hoejeste gear - Folkekirken kunne godt laere lidt af den katolske kirkes fest og farver.

Efter messen gensyn med mange af de tyske venner, bl.a. Werner som jeg havde gaaet en etape med loerdag, og som havde inviteret mig til at fejre hans 69 aars foedselsdag mandag aften. Vi havde en hyggelig aften sammen med andre tyskere, der efterhaanden kom til. Languster og pulpo (blaeksprutte) samt hvidvin og orujo (smager som slivowitz) i rigelige maengder.

Igen i dag til messe, hvor jeg var heldig at se det store roegelseskar blive svinget gennem kirkerummet. Og saa klapper man bagefter..... ogsaa spanierne selv!

Jeg havde egentligt planlagt, at jeg skulle have noget nyt toej, naar jeg kom til Santiago. Nu har jeg imidlertid vaeret saa heldig at finde et hostal, der har vasket det meste af mit toej, saa den vaerste pilgrimslugt er blevet erstattet af duften af Bamseline - saa det med toejet er knapt saa paatraengende lige nu.

Jeg havde egentligt planlagt at tage til Finisterre i morgen, men jeg har set, at der er stormvarsel, saa jeg tror, at jeg bliver her i byen. Under alle omstaendigheder er jeg i Madrid fredag og hjemme igen loerdag.

Ogsaa paa mandag starter det virkelige liv igen.....

Maria Magdalena, Santiago de Compostela

Ak ja, saa er jeg allerede i Arzua, og dermed er der mindre end 40 km til Santiago de Compostela, som jeg nu regner med at naa mandag middag. Fra Sarria er det tydeligt at maerke, at der er flere pilgrimme undervejs (det er de sidste 100km, som man skal have gaaet for at faa sit "pilgrimsbevis".)

Flot natur hele vejen med groenne "korridorer" og masser af eucalyptustraeer. Det er altsaa koeernes paradis hér, saa det er zig-zag mellem koklatter. I dag paa vejen var der lige et faar, der sprang over en mur - og jeg tror ikke, at det kunne hoppe den anden vej igen. Men hvordan faar man lige forklaret det paa spansk?!

I gaar overnattede jeg i Palas de Rei efter en tur i byger, blaest og kulde. Stor byfest i gang da jeg naaede byen. Kaempe (amatoer!!!) orkester paa torvet med messingblaesere og saekkepiber. Meget glad for at jeg fandt indkvartering paa hostal, da begge refugier laa lige op til torvet.

Har i dag vaeret flyvende sammen med en tysk pensionist. I sit arbejdsliv har han vaeret beskaeftiget med at planlaegge og opfoere fabrikker og raffinaderier for bl.a. russiske Gasprom, saa jeg har hoert en masse om korruption!

Kun 2 dage tilbage paa caminoen - meget maerkeligt efter saa mange dage undervejs. Glaeder mig dog til en meget materiel ting - nemlig at koebe et nyt saet toej. Mit camino-toej vil aldrig mere blive helt rent, og jeg er sikker paa, at det vil blive ved med at lugte af sved ligemeget, hvor meget det bliver vasket.

Naeste opdate fra Santiago de Compostela!

Mange hilsner til jer alle.

Proever lige en gang til med en ny post - meget maerkelig computer her i Sarria.

Dagen efter Rabanal gik jeg til den - engang - forladte landsby i Foncebadon og videre til Cruz de Ferro (Jernkorset), hvor der i tidens loeb er lagt tonsvis af sten af pilgrimme paa vej over passet. Jeg havde ikke medbragt nogen sten hjemmefra men fandt én paa den sidste kilometer op, som jeg saa lagde paa bunken. Tid til fotos og eftertanke.

Flot natur med bjerge og masser af groent - dejligt efter den brune meseta. Paa vejen ned til Molinesecá fulgtes jeg med Rüdicker - 28 aarig tysk studerende og katolik, der gaar caminoen for at finde ud af, om han skal overtage faderens IT-firma. I Molinesecá ligger alberguet i udkanten af byen, og man kan vaelge mellem at sove indenfor, i telt eller under et halvtag. Jeg fik en pragtfuld nat under halvtaget, selvom jeg ikke lige havde taget hoejde for trafik og goeende hunde.

Naeste dag videre til Villafranca del Bierzo sammen med Rüdicker og Walo. Walo er svejtser og har gaaet fra Genevé med start den 10. juli - kort sagt mange kilometer i benene, saa jeg foelte, at jeg maatte flyve for at kunne foelge med. Walo er uddannet intensiv-sygeplejerske, og vi fik begge brug for vores kunnen, da vi var med en amerikaner ude at spise. Hun besvimede og knaldede hovedet ned i tallerknen, men ved faelles hjaelp fik vi hende lagt ned, og hun kom relativt hurtigt til sig selv. Vi fik lagt hende i seng og efter at have braekket sig nogle gange, havde hun det lidt bedre - men vi var alligevel oppe og se til hende flere gange i loebet af natten. Senere har jeg moedt hende igen, og hun har det godt.

Fra Villafranca gik turen gennem en del mellem bjergene, inden opstigningen til O'Cebreio begyndte. Fantastisk smuk tur men ogsaa haard. Havde allerede bestemt at overnatte i Lafaba - en lille bitteby med albergue og bar - for at dele turen op i to etaper. De sidste par kilometer op gik naermest lodret - ja, saadan foelte jeg det i hvert fald. Nogle mountainbikere havde ikke set, at stien kun var for gaaende, saa de maatte naermest baere cyklerne op. Dejligt roligt albergue med en tysk hospitaliero. Natten foer i Villafranca havde vaeret praeget af et hold franske buspilgrimme, der begyndte at larme allerede kl. 5, men som stadig vaek ikke var kommet afsted kl. 7.30.

Naeste morgen over O'Cebreio i fint vejr. Flotte udsigter de sidste 5 km til passet og derefter en tiltraengt caffé con letche. Derefter lidt varieret terraen resten af turen til Triacastela, hvor jeg overnattede paa det offentlige albergue. Goer det ikke! Sur, sur hospitaliero, firesengsrum med saloondoere, der rigtig larmer. Ogsaa saloondoere (uden laas) paa toiletterne. Trods alt en rigtig sjov aften, hvor mange nationer hyggede sig sammen. Jeg ved ikke, om jeg foer har fortalt om mine to smaa venner fra Sardinien Maurio og Jean-Luca. To smaa, seje fyre midt i tyverne med et fantastisk humoer. Al kommunikation foregaar paa italiensk blandet med spanske og franske brokker. Maurio har sin mor i telefonen mange gange om dagen og altid til spisetid.

Fra Triacastela valgte jeg at gaa over Samos for at se klosteret der. Fik en god rundvisning paa spansk - som en amerikansk dame heldigvis kunne oversaette - og derefter videre gennem det galicistiske bondeland. Naturen minder meget om de fladere egne i Skotland, men udviklingsmaessigt maa det svare til en dansk Morten Korch-film. Flere gange moeder man mindre flokke af koeer og faar paa caminoen, som bliver gennet paa graes. Traktorerne og arbejdsredskaberne er bestemt heller ikke de nyeste, ligesom husene i landsbyerne enten er splinternye eller helt faldefaerdige. Havde egentligt planlagt at ville fortsaette til Barbadelo, men foelte mig smaasloej med feber, da vi naaede Sarria. Derfor bestemte jeg mig til at finde en pension - det var let - og saa blive en dag. I dag gaar det fint - feberen er vaek - og jeg kom til at sove fra hele dagens udsendelse af Vuelta Espana, saa nu er jeg spaendt paa, om jeg kan sove i nat.

Desuden har jeg gennem nogle dagle vaeret plaget af det, som paa tysk meget beskrivende hedder durchfall, men i dag har jeg fundet noget "rugbroed", som jeg haaber vil kunne hjaelpe lidt. Men p.t. ingen vabler og mine foedder ser faktisk helt normale ud.

Tusind tak for alle kommentarer og hilsner baade paa smartlog og paa mail. Det varmer, naar man er vaek saa laenge.

Nu vil jeg bevaege mig hjem til pensionen og tage mig en rugbroedsmad med skinke og ost samt et glas vin.

Hasta luego!

En uge er gaaet siden sidste opdatering, og det foelgende vil vaere en skoen paerevaelling af tanker og oplevelser siden sidst.

I Leon sagde vi farvel til Jan - en af tyskerne. Jeg traf ham foerste gang paa alberguet i Atapuerca, hvor vi sov i samme rum. Min eneste kommunikation med ham den dag var, at han spurgte om, hvad klokken var. Ellers kan jeg kun huske, at han laa og sov i sin seng og havde ondt i knaeet. Naeste moede var i Carrion de los Condes, hvor jeg moedte ham midt i et fodgaengerfelt, og hvor han da naermest floej mig om halsen, som om vi havde kendt hinanden altid. Derefter saa jeg ham ikke i et par dage, og jeg vidste, at han dels havde daarlig mave (Durchfall - som tyskerne siger - jeg er vild med det meget beskrivende udtryk) og dels stadig var plaget af et daarligt knae. Men saa moedtes vi i Leon igen i en lille sidegade, hvor jeg sad og fik lidt frokost, og han var paa vej tilbage til nonnerne, hvor han havde boet i 2 doegn p.g.a. sygdom. Han havde aftalt med Hans og Robert (tysker og newzealaender), at de skulle moedes foran katedralen i Leon kl. 16. Jeg kunne saa fortaelle Jan, at jeg vidste, at Hans havde vaeret syg i El Burgo Ranero, saa jeg vidste ikke, om han ville dukke op. Klokken 16 var vi ved katedralen og fandt selvfoelgelig baade Robert og Hans siddende paa en café. Vi aftaltes at moedes igen alle fire kl. 19.30, fordi Jan skulle med toget til Madrid samme aften. Vi fik en rigtig hyggelig time med oel og tapas paa flere forskellige barer, inden vi tog afsked med Jan. Caminoen skaber et faellesskab, som det er meget svaert at forklare andre. Derfor er det ogsaa meget svaert at tage afsked, selvom man kun har kendt et menneske saa kort og saa flygtigt. Jan havde gaaet sammen med Hans og Robert i nogle dage, og  Jan og Hans havde faaet en slags far/soenforhold. Ovenpaa afskeden spiste Hans, Robert og jeg en pizza, men stemningen var ikke saa hoej.

I Astorga boede jeg paa et rigtigt dejligt albergue med en lille gaardhave med rindende koldt vand, hvor man kunne koele foedderne. Der blev spillet baade Enya og gregoriansk munkesang, saa stemningen var helt rigtig. Meget spaendende mindre provinsby med bl.a. rester af romerske bade og et romersk forum samt. Gaudi har tegnet bispeboligen, hvor der nu er museum. Den er nu mere speciel end koen efter min mening. Et plus er dog, at man kan fornemme lidt Jugendstil!

Naeste morgen startede jeg ud fra Astorga allerede kl. 7, mens det endnu var moerkt. Paa vej ud af byen var det svaert at se de gule pile (derfor starter jeg normalt ogsaa foerst en halv time senere), men jeg naeede da igennem. Flot morgen med fuldmaane, og da jeg gik forbi en kaserne, blev der blaest reveille. Hele vejen igennem byen havde jeg gaaet bagefter en franskdame (det var jeg helt sikker paa!), og nu hvor der ingen gadelygter                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                    var mere, stoppede vi begge for at bruge vores lommelygter til at finde den naeste gule pil - uden videre held. "Can you see any?", spurgte hun. "No", svaredejeg.  "Where do you come from?", blev jeg saa spurgt. "Denmark"                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                            

Overskriften snyder lidt - faar der kommer jeg foerst i morgen - men sidder 6km derfra i en lille by paa stoerrelse med Lindebjerg. Ja, og der holder en stor groen John Deere traktor udenfor.

Befinder mig stadigvaek paa den castillanske hoejslette, hvilket betyder, at her er straalende solskin og stegende hedt. Jeg har efterhaanden faaet cykelrytterben og -arme - meget lidt flatterende om aftenen, naar man skal have sandaler paa. Landskabet er fladt med enkelte bloede bakker, og saadan vil det fortsaette et par dage endnu.

I gaar nat boede jeg hos Clarissa-soestrene i Carrion de las Condes. De lever i klausur, hvilket vil sige, at de ingen kontakt har til omverdenen. Selv i deres kirke er der et gitter, hvor de sidder bag - ogsaa naar de skrifter.

Lang vej i dag paa sti med store rullesten - MEN det er den oprindelig pilgrimsvej - saa man lider i stilhed de 12 km.

Jeg har efterhaanden fundet ind i en gruppe med nogle tyskere, et par hollaender og en new-zealaender - en stor paervaelling i koen og alder. Vi kender hinanden ved navn nu og ved ogsaa, hvor vi hverisaer har startet vores camino, hvor det goer ondt osv. Vi gaar ikke sammen, men snakker sammen i pauser og om aftenen, hvis vi bor samme sted. Det er et arrangement, der passer mig fint - for jeg vil helst gaa alene.

Naa, det var vist 15 min. gratis internet, der gik her.

Jeg ved, at flere af jer tidligere har spurgt, hvad livet som pilgrim egentligt indebaerer. Det foelgende skal vaere et udtryk for, hvordan en typisk dag som pilgrim forloeber for MIG. Alle er pilgrim paa DERES egen maade.

Jeg staar helst ikke for tidligt op. Dvs. klokken er som regel 7, inden jeg staar op. Paa det tidspunkt er mange allerede over alle bjerge, men jeg foeler ikke, at jeg har noget, som jeg skal naa, og jeg trives fint med at gaa i sol og varme. Maaske kan man faa morgenmad paa refugiet, maaske har jeg et eller andet i rygsaekken fra dagen foer, saa oftest er klokken 8, inden jeg kommer af sted. Aftenen foer har jeg orienteret mig om dagens rute, saa jeg nogenlunde ved, hvad dagen vil bringe.

Helst vandrer jeg et par timer, inden jeg holder den foerste pause. Har jeg ikke spist morgenmad, goer jeg det nu, og ellers noejes jeg med vand. Efter 15-20 minutter er det videre i et par timer. Maaske kommer jeg forbi en landsby, hvor jeg kan faa noget at spise og drikke paa en bar, men ellers er der maaske noget spiseligt i rygsaekken. I selv de mindste landsbyer er der naesten altid en vandhane/fontaene, og her soerger jeg for at fylde mine 2 1/2 liters plastikflasker op, hver gang lejligheden er der.

Afhaengig af laengden paa dagens etaper holder jeg én eller flere lidt laengere pauser i loebet af eftermiddagen, hvor jeg kan faa hvilet benene. Derudover bliver det til mange mini-pauser, hvor jeg har tid til at kigge mig lidt rundt i landskabet og tage en slurk vand.

Naar jeg kommer til refugiet hen paa eftermiddagen, bliver jeg skrevet ind, faar stemplet pilgrimspas og betaler de fleste steder. Derefter er det at finde sig en seng. Nogle steder faar man anvist en bestemt plads - andre steder tager man selv en. Saa pakker jeg sovepose ud, gaar i bad og vasker toej, og foerst derefter er det fyraften. Hvis det er en lidt stoerre by, skal jeg maaske ud og se paa lidt sevaerdigheder og koebe lidt ind. Fast ritual er et glas vin eller en oel paa en bar, imens jeg skriver SMS hjem. Selv de mindste byer har minimum én bar.

Hvis jeg ikke har spist en solid frokost, skal jeg have organiseret noget aftensmad. Maaske er der et sted i naerheden, hvis ikke staar den tit paa broed og ost. Jeg er ikke den store deltager i faelles madlavning!

Saa er det blevet tid til at goere rygsaekken klar til naeste dag og kigge paa den kommende etape. I seng og som det sidste - i med oerepropperne.

Ja, det er saadan en typisk dag ser ud for mig.

Onsdag middag - sidder igen i en Olivetti-butik - og har god tid til at skrive lidt nyt hernede fra. I gaar eftermiddag var jeg rundt for at finde indkvartering her i Burgos. Ville gerne finde et hostal/billigt hotel, da man jo kun kan bo en nat paa et refugie - med mindre man er syg. Jeg havde faaet en fin liste fra turistkontoret samt et bykort, og saa var det ellers bare at gaa i gang! Paa forhaand havde jeg fravalgt de allerbilligste - saa det kunne vel ikke vaere saa svaert. Jeg var rundt flere steder - men der var godt nok skummelt! Ikke nogle steder jeg ville bryde mig om at komme hjem til efter moerkets frembrud. Samtidig var det i eftermiddagsheden - min. 30 gr. - saa kraever det sin kvinde at blive ved med at trave gade op og gade ned ifoert vandrestoevler, ditto-sokker samt den aandssvage vandrestav. Ligner man maaske lige en turist! De spanske kvinder er selvfoelgelig i smaa nederdele og fikse hoejhaelede sandaler. Langt om laenge lykkedes det mig dog at finde et OK-sted til 35 EU pr. nat.

Da jeg jo har planlagt 2 overnatninger, har jeg faaet vasket mine Fjällräven-bukser for 2. gang nu i loebet af 14 dage. Sikke noget at skrive om, taenker I maaske. Men de bukser har jeg paa hver eneste dag de 8-10 timer, mens jeg vandrer, saa de bliver ret "laekre", som tiden gaar. Jeg har allerede set i oejnene, at de aldrig vil blive helt rene igen. Paa ryggen, hvor rygsaekken sidder, er der kommet en udefinerbar brun farve - vel sagtens en blanding af sved og stoev - i hvertfald umulig at faa af. Ved lommerne goer det samme sig gaeldende - de bliver flittigt brugt som ekstra rum til alt det, der skal vaere lige ved haanden. Naa, nok om dem, de er blevet haandvasket og er klar til brug igen i morgen.

Ellers brugte jeg resten af eftermiddagen i gaar til at se Vuelta España i TV - det er ligesom mere autentisk, naar man nu er i landet. Jeg var ogsaa i den lokale Spar-butik og proviantere lidt guf fra Haribo og en flaske vin. Som jeg vist nok foer har skrevet, er det meget svaert at faa noget ordentligt at spise foer kl. 21. Saa i gaar blev endnu en dag, hvor aftensmaden bestod af slik og chips - hmm - ikke det allersundeste - men naar kl. er 21, gider jeg ikke at gaa nogle steder.

Har faaet en god nattesoevn og efter morgenmaden har jeg nu vaeret oppe og se katedralen. Et helt fantastisk bygningsvaerk, der er meget svaer at beskrive. I sandhed et bevis paa den katolske kirkes store rigdom gennem aarhundrede. I katedralen moedte jeg de 4 tyske damer, og nu har vi vist taget afsked for sidste gang. De skal med bus til Madrid i morgen og derfra fly til Tyskland.

Jeg skal rundt og se lidt mere paa byen og have en solid, sen frokost - og saa er det jo siesta, hvor alt lukker ned. Fint nok, saa kan jeg se en etape af Vueltaen med god samvittighed.

I morgen regner jeg med, at turen gaar til Castrojevitz (lyder jo naesten som navnet paa et instrument) 40km herfra. Der venter snart nogle meget flade etaper paa hoejsletten. Samtidig er det maerkeligt at taenke paa, at om 3 uger skulle jeg gerne vaere i Santiago - tid er noget pudsigt noget!

Nok for nu - jeg taenker paa jer i ledige stunder - men der er meget langt hjem til den danske hverdag.

Er naaet til Burgos efter en tur paa godt 20km fra Atapuerca - de sidste 10 km gennem industrikvarterer og storby med tung, tung trafik - ta'en taxi disse sidste 10km. Har saa smaat overvejet at bruge en ekstra dag her for ikke at skulle sidde for mange dage i Santiago til sidst - jeg skal bare lige finde et sted at bo. Jeg benyttede mig af muligheden for at opdatere, da jeg kunne komme on-line i en pc-butik ved siden af turistkontoret.

Siden sidst i Los Arcos gik jeg dagen efter til Logroño - de sidste 4-5km ad noget roed asfalt, som jeg er sikker paa, at Compeed maa have financieret. I hvert fald er der mange (inkl. mig selv), der faar vabler af at gaa denne straekning. I Logroño boede jeg paa et stort refugie med ca. 110 senge. Hertil var der 4 toiletter, og det er bare ikke godt nok! Lige noget for en hygiejnesygeplejerske. Desuden havde jeg faaet en soveplads aller-oeverst oppe under en skraavaeg, saa jeg var noedt til at ligge med hovedet i fodenden for at kunne vende mig uden risiko for en hjernerystelse. Meget larm efter at lyset var blevet slukket kl. 22 samt en gang i loebet af natten - tror at det var én, der faldt ud af en overkoeje.

Havde besluttet mig til en meget kort dag dagen efter, saa jeg havde ikke travlt med at komme ud af byen. Var paa café og faa morgenmad, og holdt formiddagspause i en naturpark ikke langt fra Logroño. Traengte ogsaa til at se nogle andre pilgrimme, end dem jeg var i blandt. Stoppede derfor allerede i Navarette efter 14km. Moedte her de tyske damer (nu 4 stk.), der holdt pause. Fik en snak og en forfriskning med dem. Da jeg var ved at skulle gaa, kom Ejnar og Elsebeth gaaende. Vi blev enige om at proeve at faa plads paa et privat refugie i byen. Meget dejligt sted, hvor vaertinden vaskede vores toej i vaskemaskine. Brugte ellers bare dagen paa at slappe af og hvile ud.

Var oppe og afsted kl. 7 naeste morgen. Naar jeg er alene, er jeg ikke saa god til at komme saa tidligt afsted - saa bliver den i hvert fald 8. Jeg havde bare saa gode ben den dag, og det var som om, at min rygsaek intet vejede. Derfor kom jeg til at gaa 40km. Nu naar jeg skriver det, virker det helt vanvittigt. Var overhovedet ikke traet, foer end jeg naaede Santo Domingo de la Calzada. Jeg havde holdt et par gode hvil undervejs bl.a. paa en meget flot nyanlagt golfklub. De kiggede godt nok lidt, da der kom en svedende pilgrim og skulle have cola og oel, men ingen problemer med at faa serveret. Fandt via turistkontoret et vaerelse paa Pension Miquel - det er faktisk utroligt, hvad der kan lade sig goere, bare man kan sige et par spanske ord.

Kom afsted naeste dag ved 9tiden og moedte allerede efter 1 times tid det tyske selskab. Jeg foelte, at jeg havde masser af tid, saa jeg slog foelge med dem resten af dagen. De gik altsaa meget langsomt og med mange pauser. Jeg tror, at vi var 7 timer om at gaa 20km!!! Naa, jeg havde en meget sjov dag og fik oevet mit tyske - isaer da vi de sidste km legede en ordleg for at fordrive tiden. Blev indkvarteret samme sted som tyskerne (casa rural i Belorado) og var ude at drikke nogle oel om aftenen.

Naeste morgen havde tyskerne bestilt en taxi til de foerste 12km, som de gerne ville undgaa - men jeg maatte jo altsaa afsted paa apostelenes heste. Dagens straek var 30km til Atapuerca. De 16km gik gennem et stykke med skovfyr og lyng, og her var der millionvis af smaafluer. Vandrestav i hoejre haand og venstre haand blev saa brugt til at vifte fluer vaek med. Det maa have set ret skoert ud.

Ja, og nu sidder jeg saa i Burgos.

Regner med at komme online igen lidt senere i dag - men siestaen naermer sig her, saa alt lukker ned.

Ha' det rigtigt godt - og tusind tak for alle jeres hilsner.

Efter en god nattesoevn var jeg afsted paa camino kl. 7.00. Efter et par timer naaede jeg Estella, og derfra begyndte der saa en jaevn opstigning til Villamayor de Monjardin. Var inde at se kirken i denne lille flaekke, og jeg fik en lang forklaring af kirketjeneren? om et saerligt processionskors af soelv samt om kirkens arkitektur. Dagens sidste 12 km gik nedad mod Los Arcos - men uden mulighed for at tanke vand, saa det var en varm fornoejelse!

De sidste 3 dage har jeg moedt et par tyske midaldrende damer m. fuld make-up og i smart out-fit. De gaar fra Pamplona til Burgos, faar transporteret deres bagage og bor paa hotel - saadan kan man ogsaa goere caminoen!

Jeg bor paa et udemaerket refugium, der bestyres af den oestrigske pilgrimsforening. I dag er her udelukkende nye ansigter, saa jeg foeler mig lidt ensom. Var i byen her til aften og moedte Ejnar og Elsebeth - det danske aegtepar, som jeg stoedte paa i gaar. De var gaaet forkert efter 21 km og havde saa taget en taxi de sidste kilometre.

Ha' det godt til jeg faar mulighed for at opdatere igen.

Saa er jeg paa nettet igen. Har vaeret net-abstinent i naesten en uge nu - og det er jo slemt! Jeg er nu kommet ind paa den franske del af ruten, og nu skal jeg love for, at stroemmen af pilgrimme er begyndt.

Efter Jaca gik turen til Arres til en rigtigt hyggeligt refugium. Jeg havde maaske troet, at jeg skulle have vaeret til San Juan le Pena klosteret - men vejret var simpelthen for daarligt til at begive sig ud paa den lange tur. Derfor blev det altsaa Arres, der stod for tur. Det sidste stykke vej til refugiet gik op over en stejl bakke/bjerg paa en lille smal sti i oesende regnvejr. Hvis jeg ikke havde haft min vandrestav, havde jeg helt sikkert braekket mindst ét ben! Hjertelig modtagelse i refugie (hvor man betalte, hvad man nu syntes, at opholdet var vaerd). I dag bor der kun 16 personer i landsbyen, der engang har vaeret en betydningsfuld by paa vejen til Santiago. De sidste pladser blev fyldt op, da der under aftensmaden kom en meget vaad og forkommen spansk familie, der havde taget hele vejen fra San Juan la Pena.

Afsted i de foerste solstraaler dagen efter. Smuk tur ned af bjerget og igennem et meget oede landskab langs Aragon. Naeste stop blev paa refugiet i Ruesta. Byen her har ogsaa en gang vaeret meget betydningsfuld, men den er i dag mest i ruiner. Den spanske stat (tror jeg) har et restaureringsprojekt i gang, saa der nu er baade refugium, restaurant og bar. Standarden er dog lidt la-la, 20 euro for overnatning paa sovesal, halvdaarlig aftensmad - dog med roedvin, og spansk morgenmad dvs. en soed bolle, kiks og caffé con leche.

Naeste dag startede med en ordentlig klatretur over bjergene - de to foerste timer gik det bare op, op, op. Jeg havde foelgeskab af en gruppe tjekkiske skoleelever, saa jeg kunne jo ikke bare saette mig ned og give op.  Massevis af gaasegribbe i luften hele dagen, og for foerste dag holdt det ogsaa toervejr hele vejen. Ankom til Sangüesa foerst paa eftermiddagen. Landskabet havde aendret sig gennem de sidste dage, og det samme havde traditionerne. Paa vej ind til byen passerede jeg det lokale tyrefaegter- (ja hvad hedder saadan en?)stadion? Fandt refugiet med det samme, og paa doeren var der opslag om, at noeglen skulle hentes hos det lokale politi, saa mig afsted igen. Lukket og slukket`paa politistationen, men pludselig kom den lokale sherif koerende og steg ud af bilen. Fik ham forklaret (for han talte kun spansk), at jeg skulle have noeglen til refugiet. Kom med ind paa politistationen og fik stempel i pilgrimspasset og noegle til refugiet efter behoerig betaling. Ved godt, at jeg har skrevet dette foer - men Sangüesa har altsaa ogsaa haft stor betydning paa pilgrimsvejen. Mange spaendene kirker og bygninger at se paa.

Forude ventede nu to lidt laengere dage paa hver 30 km. Foerste dag gik til Monreal, en hyggelig lille by. Ingen mulighed for at proviantere hverken vand eller mad de foerste 17 km, saa rygsaekken var fyldt med 3 liter vand, og det kan godt maerkes, naar det bare gaar opad de foerste mange kilometer. Var noedt til at holde rigtig mange pauser den dag, men naaede dog frem til Monreal hen paa eftermiddagen. Solskin fra en skyfri himmel og derfor ekstra haardt.

Naeste dag var ogsaa streng. Paa grund af vejarbejde er ruten mange steder lagt om her, og desuden gaar man et langt stykke paa den originale sti paa en skraent. Var startet kl 7.30, men kom foerst til Puente la Reina kl. 17.30. Var ved at opgive de sidste 9 km, men fandt alligevel nye kraefter til at fuldfoere. Vejen gik forbi Eunate-kirken - en rundkirke som korsridderne har opfoert. Det var nu tydeligt, at der kom rigtig mange pilgrimme paa vejen. P.g.a. det sene ankomsttidspunkt valgte jeg at tage paa hotel - ogsaa for at faa noget ordentligt at spise. De fleste steder serveres der foerst aftensmad fra kl. 21.00 - og det er altsaa lidt svaert at naa at spise 3 retter og saa ogsaa vaere tilbage paa refugiet inden kl. 22, hvor der bliver lukket og slukket.

Noed at sove laenge og var foerst afsted kl. 10. Moedte lige udenfor Puenta la Reina et dansk aegtepar, som jeg fulgtes lidt med. De skal ogsaa hele vejen til Santiago. En spaendende vandring paa den originale, romanske pilgrimsvej - men ogsaa varm. Havde paa forhaand besluttet mig for en kort dag i dag, saa der var ingen tvivl, da jeg kom til Lorca. Her bor jeg - sammen med det danske aegtepar - rigtig godt. Gratis vaskemaskine (der snurrer p.t. med vores toej) og gratis internet. Alt dette til kun 8 euro.

Tusind tak for alle jeres hilsner - desvaerre har jeg ikke tid til at besvare dem individuelt. Naa, der staar en tysker og tripper, for at fortaelle Mutti, at det gaar godt. Maaske naar jeg at skrive lidt senere.

Helbredet er godt - uaendret én vabel.

Har siddet og boevlet 15 min. med at indsaette kort - det maa I have tilgode!

Næsten alt er nu på plads til min afrejse mandag morgen. Rygsækken er pakket - ikke IRL - men i hvert fald inde i mit hoved! Dog mangler jeg lige:

• Én arbejdsdag
• At ordne vaske- og strygetøj
• Rengøring.

I dag er Dorthes fødselsdagsgave blevet købt, og én af mine egne fødselsdagsgaver er blevet byttet til to bøger (paperbacks, der måske skal med de første dage af caminoen).

Min rejsefeber er heldigvis faldet til et tåleligt niveau de sidste par dage - hvad det lige skyldes, ved jeg ikke. Måske er det bare gået op for mig at lige meget hvad, så er jeg på vej på mandag.....

Pilgrimspasset er i hvert fald klar:

Lørdag blev et vendepunkt. Jeg havde indtil da troet, at det nok skulle gå uden spanskkundskab - udover "Una cerveza". Måske var disse totalt manglende spanskkundskaber én af årsagerne til min helt ekstreme rejsefeber. Noget måtte gøres, så lørdag blev der investeret i spanskkursus og parlør. Så må jeg da for pokker kunne klare de mest basale situationer!

Derfor hører jeg dette:

Og læser denne:

Samtidig en stor tak til Jeanne - der taler flydende spansk - for at gide øve de mest basale udtryk med mig under en sindsyg travl døgnvagt søndag!

Når jeg er hjemme igen om 6½ uge, er haven på vej i vinterhi. Indtil da glæder jeg mig over de mange ting, der stadigvæk blomstrer.

Så dumpede mit nye pas ind ad dørsprækken - det vil sige, jeg åbnede nu selv døren for posten, som også havde en pakke med. Pasfornyelsen er blevet trukket længst muligt, fordi jeg gerne ville have et af de nye pas, som først blev udstedt fra 1. august.

Her er altså eksemplaret, som jo udenpå ligner det gamle til forveksling. 

Inden i ser det så sådan ud:

Pasbilledet er taget efter de nye regler, men det bliver det jo altså ikke bedre af!

Da jeg endelig havde besluttet, at jeg VILLE gå min camino, begyndte jeg at gå mere op i, hvordan mit udstyr skulle stykkes sammen. Inspireret af andres erfaringer fandt jeg hurtigt ud af, at et par gode vandrestøvler er det vigtigste at anskaffe sig i første omgang. For at minimere antallet af vabler og øvrige gener fra fødderne undervejs er det vigtigt, at støvlerne er gået godt til, inden selve turen starter. Derfor begyndte jeg i løbet af foråret at kigge efter vandrestøvler. Hvad det lige skulle være for nogen, havde jeg ingen idé om på forhånd - men jeg vidste, at pasformen måtte komme i første række, og så måtte jeg være lige glad med prisen. Det første sted, hvor jeg kiggede, var Friluftsland. Her var der et stort udvalg i diverse vandrestøvler, og jeg fandt hurtigt et par, som passede mig helt perfekt. Et par Scarpa-støvler ZG 65 GTX str. 42 - tilmed på fødselsdagsudsalg til kr. 750,-. Samtidig fik jeg også købt et par hiking-sokker. Altså ikke mere nogen undskyldning for ikke at komme i gang med at træne. Alligevel skulle der komme til at gå en måned, før jeg fik taget mig sammen til at gå den første tur!
I Friluftsland åbenbarede der sig en helt ny verden for mig. Sikke mange skønne ting, som man kunne få. Heldigvis fik jeg også et meget flot katalog med hjem, som jeg har læst i mange gange siden og sat x ved de ting, som jeg helt sikkert ikke kan leve uden. Problemet er vist bare, at der ikke er plads i rygsækken til alt det ;-)

Apropos rygsæk - så var det jo også noget, der skulle investeres i, da jeg kun havde en lille dagturssæk i forvejen. I første omgang blev kataloget fra Friluftsland konsulteret igen - der var et godt udvalg af forskellige rygsække. Ud fra beretninger på nettet havde jeg fundet ud af, at jeg skulle satse på en sæk på mellem 30-50 liter. Altså tog jeg igen en tur til København og sonderede terrænet for rygsække. Igen endte jeg hos Friluftsland efter at have prøvet et par andre steder. Her fandt jeg en 35 liter rygsæk Marmot Womens Vapor 35 på 1,3 kg.
Samtidig begyndte jeg at holde øje med ting, som jeg kan bruge på min tur. Hurtigt fandt jeg et par hurtigttørrende trekkingbukser i Aldi til kr. 79,-. Samme sted fandt jeg lidt tid efter en vindtæt cykeljakke til kr. 99,-. I Intersport fandt jeg en hurtigtørrende T-shirt fra Geyser - et firma som jeg aldrig havde hørt om før - men kvaliteten er helt i top. I Netto fandt jeg et par tætsiddende tights (herreunderbukser) i polyamid til kr. 49,-. Hvis de kunne bruges, ville det være noget billigere end f.eks. Craft undertøj.
Nu måtte jeg da snart kunne starte min træning! 

Hvorfor vil du dog gå 800-900 km, og hvorfor vil du "spilde" 6 ugers ferie på det? Begge spørgsmål har jeg fået stillet mange gange!
Ideen til at gå til Santiago de Compostela fik jeg vel for 2-3 år siden. Jeg havde læst et par avisartikler om caminoen og blev straks betaget af tanken om, at man i 4-6 uger ikke skulle tage stilling til ret meget andet end blot at flytte fødderne. På daværende tidspunkt var jeg meget stresset rent jobmæssigt, så samtidig har jeg vel også set det som en form for psykisk renselse. Senere så jeg et TV-program om moderne pilgrimsrejser, hvor der også var fokus på caminoen. Desuden var en kollega så venlig at maile hendes mands dagbog til mig - han havde gennemført caminoen i to omgange. Kombineret med søgning på nettet - og dermed læsning af flere beretninger - fandt jeg hurtigt ud af, at dette var noget, som jeg helt sikkert selv måtte prøve på min krop.
Samtidig med at jeg tog denne beslutning, begyndte jeg også at fortælle det til venner og bekendte. Jo flere jeg efterhånden fik fortalt det til, des mere fangede bordet. Jeg fik forpligtet mig overfor andre end mig selv til at gennemføre caminoen. I løbet af foråret i år fik jeg også sat en ca. dato på - nemlig fra medio august til ultimo september 2006. Jeg regner med at afsætte 6 uger til min camino. Min plan p.t. er at starte i St. Jean Pied de Port (eller måske i Pau, hvis jeg når at komme i rigtig god træning). Mit mål til fods er Santiago de Compostela - derfra i bus til Finisterre.
Lene