....eller lidt genopfriskning af minderne til "gamle" Santiago-pilgrimme.

Her følger lidt billeder fra min camino sidste sensommer.

Det kommer næppe som en overraskelse for dem, der kender mig, at jeg er ved at have min 2. camino i støbeskeen. Det er bevidst, at jeg ikke siger "planlægger", for på caminoen sidste år lærte jeg at lade være med at planlægge så meget - tingene skal nok lykkes alligevel!

Ferie og billetter til udrejsen skal dog være i orden. M.h.t. ferien lader det til, at jeg også i år får lov til at holde 6 ugers sommerferie. Det betyder så samtidig også, at jeg har stor valgfrihed med hensyn til rutevalg.

I øjeblikket er jeg meget i tvivl om ruten - men ét er jeg helt sikker på - jeg skal slutte i Santiago de Compostela. Alt andet ville føles helt forkert for mig. Jeg har vist i en tidligere post skrevet, at vejen er målet, men det var før, at jeg selv kom til Santiago de Compostela og oplevede hele forløsningen ved at have "gennemført" caminoen.

I den kommende week-end glæder jeg mig meget til at deltage i en pilgrimsretræte arrangeret af Foreningen af Danske Santiagopilgrimme. Så det kan være, at jeg er blevet klogere på min rute, når week-enden er omme.

Saa naermer min camino sig for alvor afslutningen - i aften tager jeg i lufthavnen og tilbringer saa natten paa et par stole. for jeg skal chekke ind allerede kl. 5.00 i morgen tidlig.

Det har vaeret fint at have nogle dage her i byen til at vaenne sig til, at caminoen er slut, og det virkelige liv begynder igen mandag morgen. Jeg har hverdag vaeret til pilgrimsmessen - og det bliver ved med at vaere en stor oplevelse hver gang. Saerligt er jeg helt vild med den nonne, der synger for - isaer naar hun siger :"Muy bene" - "Meget godt" - efter at have oevet "salmerne" med hele katedralen. Samtidig er pilgrimsmessen moedestedet, hvor man ser, hvem der nu er kommet ind. Derfor har jeg nu ogsaa faaet taget afsked med mange af dem, som jeg har moedt paa caminoen - dog mangler jeg stadig at moede Elsebeth og Ejnar fra Jylland, men der er ogsaa en uges tid til, at de har billet hjem.

I aftes var vi 8 seje danske damer ude at spise afskedsmiddag sammen. Vi kendt hinanden i kortere eller laengere tid paa caminoen - men det giver et saerligt faellesskab at dele fysiske anstrengelser og sove sammen under alle mulige forhold.

I nat var det rigtig daarligt vejr her i byen med storm og regn, saa der er blaest masser af teglsten ned. Turen til Finisterre er ogsaa opgivet paa grund af vejret - 5 timer i bus er for lang tid for at komme ud til taage og blaest! Ja, det er nu min mening. Og jeg har nu heller ikke taenkt mig at gaa hjem fra Koebenhavn af den grund - som min soede mand ellers har truet mig med!

Men nu glaeder jeg mig altsaa ogsaa til at komme hjem igen!!! Det har vaeret helt perfekt at have saa god tid til caminoen. Jeg har paa den maade aldrig foelt, at jeg var noedt til at gaa 10km ekstra for ikke at komme bagefter planen. Til dem, der var nervoese for, at jeg skulle alene afsted, kan jeg kun sige, at jeg paa INTET TIDSPUNKT har foelt mig utryg og alene. Der er altid nogle enten foran eller bagved dig, og du er kun alene i den udstraekning, som du selv oensker at vaere alene. Hvis nogle spoerger mig i dag, om jeg ville goere dem om igen, saa kan jeg kun sige JA. Det har vaeret en kaempe oplevelse og maaske nok en endnu stoerre udfordring, end man paa forhaand kan forestille sig. Personligt har jeg vaeret mest glad for at gaa straekningerne Somport-Puente la Reina samt Leon-Santiago de Compostela. Hoejsletten er en del af caminoen, men samtidig er det en utroligt enerverende uge - igen efter min mening. Andre synes, at hoejsletten er det bedste ved caminoen - men igen - vi gaar hver vores camino.

Nu glaeder jeg mig til at komme hjem og fortaelle om alle mine oplevelser i stort og smaat samt vise jer billeder.

Tusind tak til alle jer, der har skrevet til mig paa smartlog, mail og sms - det har vaeret rigtig godt med opmuntrende ord og nyt hjemmefra.

Vi ses i Danmark.

Santiago blev naaet mandag formiddag i god form. Sidste overnatning paa det kaempestore refugium i Monte de Gozo kun 4km fra Santiago. Meget maerkeligt at gaa det sidste stykke. Soendag havde jeg egentligt planlagt overnatning i Santa Irene godt 20km vaek - men da jeg kom til refugiet kl. 13, var der ikke aabnet endnu. Hele formiddagen havde det smaaregnet, men ved frokosttid klarede det op, saa jeg bestemte mig til at gaa videre - og det blev saa til Monte de Gozo.

Mandag var det noget overskyet, saa jeg kunne faktisk foerst se katedralen, da jeg stod foran den. Jeg valgte at gaa paa pilgrimskontoret allerfoerst for at faa mit pilgrimsbevis. MEGET bevaegende oejeblik at faa beviset for min vandring fra Somport til Santiago de Compostela. Mit latinske navn paa beviset er MARIA MAGDALENA - hvad si'r I saa! Fra pilgrimskontoret tilbage til katedralen, hvor jeg var oppe bag Jacob og give ham et knus og bagefter nede og knaele ved hans kiste. Derefter var jeg saa heldig, at jeg bare kunne tage plads for at nyde pilgrimsmessen kl. 12, hvor katedralen var stopfuld. En nonne sang for, saa de smaa haar rejste sig paa armene, og hele det katolske cirkus koerte i hoejeste gear - Folkekirken kunne godt laere lidt af den katolske kirkes fest og farver.

Efter messen gensyn med mange af de tyske venner, bl.a. Werner som jeg havde gaaet en etape med loerdag, og som havde inviteret mig til at fejre hans 69 aars foedselsdag mandag aften. Vi havde en hyggelig aften sammen med andre tyskere, der efterhaanden kom til. Languster og pulpo (blaeksprutte) samt hvidvin og orujo (smager som slivowitz) i rigelige maengder.

Igen i dag til messe, hvor jeg var heldig at se det store roegelseskar blive svinget gennem kirkerummet. Og saa klapper man bagefter..... ogsaa spanierne selv!

Jeg havde egentligt planlagt, at jeg skulle have noget nyt toej, naar jeg kom til Santiago. Nu har jeg imidlertid vaeret saa heldig at finde et hostal, der har vasket det meste af mit toej, saa den vaerste pilgrimslugt er blevet erstattet af duften af Bamseline - saa det med toejet er knapt saa paatraengende lige nu.

Jeg havde egentligt planlagt at tage til Finisterre i morgen, men jeg har set, at der er stormvarsel, saa jeg tror, at jeg bliver her i byen. Under alle omstaendigheder er jeg i Madrid fredag og hjemme igen loerdag.

Ogsaa paa mandag starter det virkelige liv igen.....

Maria Magdalena, Santiago de Compostela

Ak ja, saa er jeg allerede i Arzua, og dermed er der mindre end 40 km til Santiago de Compostela, som jeg nu regner med at naa mandag middag. Fra Sarria er det tydeligt at maerke, at der er flere pilgrimme undervejs (det er de sidste 100km, som man skal have gaaet for at faa sit "pilgrimsbevis".)

Flot natur hele vejen med groenne "korridorer" og masser af eucalyptustraeer. Det er altsaa koeernes paradis hér, saa det er zig-zag mellem koklatter. I dag paa vejen var der lige et faar, der sprang over en mur - og jeg tror ikke, at det kunne hoppe den anden vej igen. Men hvordan faar man lige forklaret det paa spansk?!

I gaar overnattede jeg i Palas de Rei efter en tur i byger, blaest og kulde. Stor byfest i gang da jeg naaede byen. Kaempe (amatoer!!!) orkester paa torvet med messingblaesere og saekkepiber. Meget glad for at jeg fandt indkvartering paa hostal, da begge refugier laa lige op til torvet.

Har i dag vaeret flyvende sammen med en tysk pensionist. I sit arbejdsliv har han vaeret beskaeftiget med at planlaegge og opfoere fabrikker og raffinaderier for bl.a. russiske Gasprom, saa jeg har hoert en masse om korruption!

Kun 2 dage tilbage paa caminoen - meget maerkeligt efter saa mange dage undervejs. Glaeder mig dog til en meget materiel ting - nemlig at koebe et nyt saet toej. Mit camino-toej vil aldrig mere blive helt rent, og jeg er sikker paa, at det vil blive ved med at lugte af sved ligemeget, hvor meget det bliver vasket.

Naeste opdate fra Santiago de Compostela!

Mange hilsner til jer alle.

Proever lige en gang til med en ny post - meget maerkelig computer her i Sarria.

Dagen efter Rabanal gik jeg til den - engang - forladte landsby i Foncebadon og videre til Cruz de Ferro (Jernkorset), hvor der i tidens loeb er lagt tonsvis af sten af pilgrimme paa vej over passet. Jeg havde ikke medbragt nogen sten hjemmefra men fandt én paa den sidste kilometer op, som jeg saa lagde paa bunken. Tid til fotos og eftertanke.

Flot natur med bjerge og masser af groent - dejligt efter den brune meseta. Paa vejen ned til Molinesecá fulgtes jeg med Rüdicker - 28 aarig tysk studerende og katolik, der gaar caminoen for at finde ud af, om han skal overtage faderens IT-firma. I Molinesecá ligger alberguet i udkanten af byen, og man kan vaelge mellem at sove indenfor, i telt eller under et halvtag. Jeg fik en pragtfuld nat under halvtaget, selvom jeg ikke lige havde taget hoejde for trafik og goeende hunde.

Naeste dag videre til Villafranca del Bierzo sammen med Rüdicker og Walo. Walo er svejtser og har gaaet fra Genevé med start den 10. juli - kort sagt mange kilometer i benene, saa jeg foelte, at jeg maatte flyve for at kunne foelge med. Walo er uddannet intensiv-sygeplejerske, og vi fik begge brug for vores kunnen, da vi var med en amerikaner ude at spise. Hun besvimede og knaldede hovedet ned i tallerknen, men ved faelles hjaelp fik vi hende lagt ned, og hun kom relativt hurtigt til sig selv. Vi fik lagt hende i seng og efter at have braekket sig nogle gange, havde hun det lidt bedre - men vi var alligevel oppe og se til hende flere gange i loebet af natten. Senere har jeg moedt hende igen, og hun har det godt.

Fra Villafranca gik turen gennem en del mellem bjergene, inden opstigningen til O'Cebreio begyndte. Fantastisk smuk tur men ogsaa haard. Havde allerede bestemt at overnatte i Lafaba - en lille bitteby med albergue og bar - for at dele turen op i to etaper. De sidste par kilometer op gik naermest lodret - ja, saadan foelte jeg det i hvert fald. Nogle mountainbikere havde ikke set, at stien kun var for gaaende, saa de maatte naermest baere cyklerne op. Dejligt roligt albergue med en tysk hospitaliero. Natten foer i Villafranca havde vaeret praeget af et hold franske buspilgrimme, der begyndte at larme allerede kl. 5, men som stadig vaek ikke var kommet afsted kl. 7.30.

Naeste morgen over O'Cebreio i fint vejr. Flotte udsigter de sidste 5 km til passet og derefter en tiltraengt caffé con letche. Derefter lidt varieret terraen resten af turen til Triacastela, hvor jeg overnattede paa det offentlige albergue. Goer det ikke! Sur, sur hospitaliero, firesengsrum med saloondoere, der rigtig larmer. Ogsaa saloondoere (uden laas) paa toiletterne. Trods alt en rigtig sjov aften, hvor mange nationer hyggede sig sammen. Jeg ved ikke, om jeg foer har fortalt om mine to smaa venner fra Sardinien Maurio og Jean-Luca. To smaa, seje fyre midt i tyverne med et fantastisk humoer. Al kommunikation foregaar paa italiensk blandet med spanske og franske brokker. Maurio har sin mor i telefonen mange gange om dagen og altid til spisetid.

Fra Triacastela valgte jeg at gaa over Samos for at se klosteret der. Fik en god rundvisning paa spansk - som en amerikansk dame heldigvis kunne oversaette - og derefter videre gennem det galicistiske bondeland. Naturen minder meget om de fladere egne i Skotland, men udviklingsmaessigt maa det svare til en dansk Morten Korch-film. Flere gange moeder man mindre flokke af koeer og faar paa caminoen, som bliver gennet paa graes. Traktorerne og arbejdsredskaberne er bestemt heller ikke de nyeste, ligesom husene i landsbyerne enten er splinternye eller helt faldefaerdige. Havde egentligt planlagt at ville fortsaette til Barbadelo, men foelte mig smaasloej med feber, da vi naaede Sarria. Derfor bestemte jeg mig til at finde en pension - det var let - og saa blive en dag. I dag gaar det fint - feberen er vaek - og jeg kom til at sove fra hele dagens udsendelse af Vuelta Espana, saa nu er jeg spaendt paa, om jeg kan sove i nat.

Desuden har jeg gennem nogle dagle vaeret plaget af det, som paa tysk meget beskrivende hedder durchfall, men i dag har jeg fundet noget "rugbroed", som jeg haaber vil kunne hjaelpe lidt. Men p.t. ingen vabler og mine foedder ser faktisk helt normale ud.

Tusind tak for alle kommentarer og hilsner baade paa smartlog og paa mail. Det varmer, naar man er vaek saa laenge.

Nu vil jeg bevaege mig hjem til pensionen og tage mig en rugbroedsmad med skinke og ost samt et glas vin.

Hasta luego!

En uge er gaaet siden sidste opdatering, og det foelgende vil vaere en skoen paerevaelling af tanker og oplevelser siden sidst.

I Leon sagde vi farvel til Jan - en af tyskerne. Jeg traf ham foerste gang paa alberguet i Atapuerca, hvor vi sov i samme rum. Min eneste kommunikation med ham den dag var, at han spurgte om, hvad klokken var. Ellers kan jeg kun huske, at han laa og sov i sin seng og havde ondt i knaeet. Naeste moede var i Carrion de los Condes, hvor jeg moedte ham midt i et fodgaengerfelt, og hvor han da naermest floej mig om halsen, som om vi havde kendt hinanden altid. Derefter saa jeg ham ikke i et par dage, og jeg vidste, at han dels havde daarlig mave (Durchfall - som tyskerne siger - jeg er vild med det meget beskrivende udtryk) og dels stadig var plaget af et daarligt knae. Men saa moedtes vi i Leon igen i en lille sidegade, hvor jeg sad og fik lidt frokost, og han var paa vej tilbage til nonnerne, hvor han havde boet i 2 doegn p.g.a. sygdom. Han havde aftalt med Hans og Robert (tysker og newzealaender), at de skulle moedes foran katedralen i Leon kl. 16. Jeg kunne saa fortaelle Jan, at jeg vidste, at Hans havde vaeret syg i El Burgo Ranero, saa jeg vidste ikke, om han ville dukke op. Klokken 16 var vi ved katedralen og fandt selvfoelgelig baade Robert og Hans siddende paa en café. Vi aftaltes at moedes igen alle fire kl. 19.30, fordi Jan skulle med toget til Madrid samme aften. Vi fik en rigtig hyggelig time med oel og tapas paa flere forskellige barer, inden vi tog afsked med Jan. Caminoen skaber et faellesskab, som det er meget svaert at forklare andre. Derfor er det ogsaa meget svaert at tage afsked, selvom man kun har kendt et menneske saa kort og saa flygtigt. Jan havde gaaet sammen med Hans og Robert i nogle dage, og  Jan og Hans havde faaet en slags far/soenforhold. Ovenpaa afskeden spiste Hans, Robert og jeg en pizza, men stemningen var ikke saa hoej.

I Astorga boede jeg paa et rigtigt dejligt albergue med en lille gaardhave med rindende koldt vand, hvor man kunne koele foedderne. Der blev spillet baade Enya og gregoriansk munkesang, saa stemningen var helt rigtig. Meget spaendende mindre provinsby med bl.a. rester af romerske bade og et romersk forum samt. Gaudi har tegnet bispeboligen, hvor der nu er museum. Den er nu mere speciel end koen efter min mening. Et plus er dog, at man kan fornemme lidt Jugendstil!

Naeste morgen startede jeg ud fra Astorga allerede kl. 7, mens det endnu var moerkt. Paa vej ud af byen var det svaert at se de gule pile (derfor starter jeg normalt ogsaa foerst en halv time senere), men jeg naeede da igennem. Flot morgen med fuldmaane, og da jeg gik forbi en kaserne, blev der blaest reveille. Hele vejen igennem byen havde jeg gaaet bagefter en franskdame (det var jeg helt sikker paa!), og nu hvor der ingen gadelygter                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                    var mere, stoppede vi begge for at bruge vores lommelygter til at finde den naeste gule pil - uden videre held. "Can you see any?", spurgte hun. "No", svaredejeg.  "Where do you come from?", blev jeg saa spurgt. "Denmark"                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                            

Saa er der nyt fra Spanien igen. Jeg er nu kommet til Leon efter at have kaempet med solen og det flade landskab paa den kastillanske hoejslette en god uges tid. Det har vaeret lidt ligesom at gaa i Danmark - saadan med hoestede marker (bare MEGET stoerre), bloede bakker og en gang imellem en klat groent.

Byerne er praeget af, at det er et landbrugsomraade. Man tager lige traktoren til koebmanden eller baren, og mange steder har jeg set lerklinede (haaber jeg, for det lignede komoeg) huse. De berygtede/beroemte hunde, som mange er saa bange for, er jeg ikke stoedt paa endnu. Har er hunde ligesom i Danmark - men enten er de bundet, eller ogsaa ligger du totalt dovne hen og gider ikke goe af pilgrim nr. 117 dén dag.

Leon er en dejlig by - mere storby end Burgos - og der er derfor mange ting at se. Jeg ved, at jeg har skrevet det foer, men caminoen har altsaa eksisteret i ca. 1000 aar, og derfor er alt historisk hernede praeget af det. Overalt stoeder man paa gamle pilgrimshospitaler, store kirker (selvfoelgelig) og alle de andre ting, som pilgrimmene har bragt med sig.

Jeg kan godt tage mig i at sukke, naar jeg vandrer under den bagende sol paa et elendigt stykke vej. Men saa er det jeg maa taenke tilbage paa tidligere tiders pilgrimme.

• JEG kender ruten - der er endda nogle, der har malet gule pile for at goere det nemt at finde vej.
• JEG regner med, at mit udstyr er bedre end datidens sandaler og kaabe.
• JEG ved, hvor jeg kan regner med at faa vand, mad og husly. Skulle det gaa helt galt, kan jeg tage en nat paa hotel.
• JEG har diverse praeparater med i rygsaekken i tilfaelde af sygdom og det gule sygesikringsbevis.
• JEG taler andre sprog end mit eget, saa jeg har en chance for at kunne forstaa og blive forstaaet baade blandt de lokale og blandt de andre pilgrimme.
• JEG skal ikke passe paa at blive overfaldet - kun vaere opmaerksom paa trafikken.

Jeg er stadig en del af gruppen af tyskere m.v., selvom vi lige nu er ved at blive lidt spredt. En del er gaaet videre i dag, jeg tager videre i morgen, og et par stykker vil blive et par dage til p.g.a. sygdom. Men nu har jeg snart vaeret saa laenge paa caminoen, at der konstant dukker kendte ansigter op hist og her. Det er rart - selvom man bare er paa "¡hola!"

Jeg har ogsaa oplevet at blive et kendt ansigt paa caminoen. Den anden dag sidst paa eftermiddagen, hvor jeg lige ville have fyldt paa reserverne inden de sidste km, kom jeg ind paa en bar (ja, det var altsaa en udendoers), hvor der sad en yngre mandlig pilgrim, som jeg ikke havde set foer. Efter at have sagt ¡hola!, sagde han saa: "Oh, you must be Lena (det hedder jeg hernede) from Denmark!" Det var en tysker, der gennem nogle andre tyskere havde hoert om mig.

Selv hoerte jeg helt tilbage i Jaca om en aeldre tysk herre, der ogsaa var startet fra Somport, men nogle dage foer mig. Ham traf jeg saa selv for nogle dage siden, hvor vi havde et helt albergue for os selv.

Og til hele OP skal der lyde en stor hilsen! Jeg kan jo huske, at der er personalemoede i eftermiddag, saa maaske én af jer naar at laese dette.

Lige i oejeblikket er jeg vabelfri, men det kan hurtigt aendre sig, naar jeg nu skal i bjergene igen. Jeg har moedt én fra Schweitz, der har gaaet hele vejen fra Geneve, og han bliver ved med at faa vabler nye steder, saa nu maa vi se om det holder.

Saa er der siesta paa netcafeen - det var alt fra Deres udsendte

Lene Münter, Leon

Er naaet til Burgos efter en tur paa godt 20km fra Atapuerca - de sidste 10 km gennem industrikvarterer og storby med tung, tung trafik - ta'en taxi disse sidste 10km. Har saa smaat overvejet at bruge en ekstra dag her for ikke at skulle sidde for mange dage i Santiago til sidst - jeg skal bare lige finde et sted at bo. Jeg benyttede mig af muligheden for at opdatere, da jeg kunne komme on-line i en pc-butik ved siden af turistkontoret.

Siden sidst i Los Arcos gik jeg dagen efter til Logroño - de sidste 4-5km ad noget roed asfalt, som jeg er sikker paa, at Compeed maa have financieret. I hvert fald er der mange (inkl. mig selv), der faar vabler af at gaa denne straekning. I Logroño boede jeg paa et stort refugie med ca. 110 senge. Hertil var der 4 toiletter, og det er bare ikke godt nok! Lige noget for en hygiejnesygeplejerske. Desuden havde jeg faaet en soveplads aller-oeverst oppe under en skraavaeg, saa jeg var noedt til at ligge med hovedet i fodenden for at kunne vende mig uden risiko for en hjernerystelse. Meget larm efter at lyset var blevet slukket kl. 22 samt en gang i loebet af natten - tror at det var én, der faldt ud af en overkoeje.

Havde besluttet mig til en meget kort dag dagen efter, saa jeg havde ikke travlt med at komme ud af byen. Var paa café og faa morgenmad, og holdt formiddagspause i en naturpark ikke langt fra Logroño. Traengte ogsaa til at se nogle andre pilgrimme, end dem jeg var i blandt. Stoppede derfor allerede i Navarette efter 14km. Moedte her de tyske damer (nu 4 stk.), der holdt pause. Fik en snak og en forfriskning med dem. Da jeg var ved at skulle gaa, kom Ejnar og Elsebeth gaaende. Vi blev enige om at proeve at faa plads paa et privat refugie i byen. Meget dejligt sted, hvor vaertinden vaskede vores toej i vaskemaskine. Brugte ellers bare dagen paa at slappe af og hvile ud.

Var oppe og afsted kl. 7 naeste morgen. Naar jeg er alene, er jeg ikke saa god til at komme saa tidligt afsted - saa bliver den i hvert fald 8. Jeg havde bare saa gode ben den dag, og det var som om, at min rygsaek intet vejede. Derfor kom jeg til at gaa 40km. Nu naar jeg skriver det, virker det helt vanvittigt. Var overhovedet ikke traet, foer end jeg naaede Santo Domingo de la Calzada. Jeg havde holdt et par gode hvil undervejs bl.a. paa en meget flot nyanlagt golfklub. De kiggede godt nok lidt, da der kom en svedende pilgrim og skulle have cola og oel, men ingen problemer med at faa serveret. Fandt via turistkontoret et vaerelse paa Pension Miquel - det er faktisk utroligt, hvad der kan lade sig goere, bare man kan sige et par spanske ord.

Kom afsted naeste dag ved 9tiden og moedte allerede efter 1 times tid det tyske selskab. Jeg foelte, at jeg havde masser af tid, saa jeg slog foelge med dem resten af dagen. De gik altsaa meget langsomt og med mange pauser. Jeg tror, at vi var 7 timer om at gaa 20km!!! Naa, jeg havde en meget sjov dag og fik oevet mit tyske - isaer da vi de sidste km legede en ordleg for at fordrive tiden. Blev indkvarteret samme sted som tyskerne (casa rural i Belorado) og var ude at drikke nogle oel om aftenen.

Naeste morgen havde tyskerne bestilt en taxi til de foerste 12km, som de gerne ville undgaa - men jeg maatte jo altsaa afsted paa apostelenes heste. Dagens straek var 30km til Atapuerca. De 16km gik gennem et stykke med skovfyr og lyng, og her var der millionvis af smaafluer. Vandrestav i hoejre haand og venstre haand blev saa brugt til at vifte fluer vaek med. Det maa have set ret skoert ud.

Ja, og nu sidder jeg saa i Burgos.

Regner med at komme online igen lidt senere i dag - men siestaen naermer sig her, saa alt lukker ned.

Ha' det rigtigt godt - og tusind tak for alle jeres hilsner.

Næsten alt er nu på plads til min afrejse mandag morgen. Rygsækken er pakket - ikke IRL - men i hvert fald inde i mit hoved! Dog mangler jeg lige:

• Én arbejdsdag
• At ordne vaske- og strygetøj
• Rengøring.

I dag er Dorthes fødselsdagsgave blevet købt, og én af mine egne fødselsdagsgaver er blevet byttet til to bøger (paperbacks, der måske skal med de første dage af caminoen).

Min rejsefeber er heldigvis faldet til et tåleligt niveau de sidste par dage - hvad det lige skyldes, ved jeg ikke. Måske er det bare gået op for mig at lige meget hvad, så er jeg på vej på mandag.....

Pilgrimspasset er i hvert fald klar:

Lørdag blev et vendepunkt. Jeg havde indtil da troet, at det nok skulle gå uden spanskkundskab - udover "Una cerveza". Måske var disse totalt manglende spanskkundskaber én af årsagerne til min helt ekstreme rejsefeber. Noget måtte gøres, så lørdag blev der investeret i spanskkursus og parlør. Så må jeg da for pokker kunne klare de mest basale situationer!

Derfor hører jeg dette:

Og læser denne:

Samtidig en stor tak til Jeanne - der taler flydende spansk - for at gide øve de mest basale udtryk med mig under en sindsyg travl døgnvagt søndag!

Når jeg er hjemme igen om 6½ uge, er haven på vej i vinterhi. Indtil da glæder jeg mig over de mange ting, der stadigvæk blomstrer.

Så dumpede mit nye pas ind ad dørsprækken - det vil sige, jeg åbnede nu selv døren for posten, som også havde en pakke med. Pasfornyelsen er blevet trukket længst muligt, fordi jeg gerne ville have et af de nye pas, som først blev udstedt fra 1. august.

Her er altså eksemplaret, som jo udenpå ligner det gamle til forveksling. 

Inden i ser det så sådan ud:

Pasbilledet er taget efter de nye regler, men det bliver det jo altså ikke bedre af!

Da jeg endelig havde besluttet, at jeg VILLE gå min camino, begyndte jeg at gå mere op i, hvordan mit udstyr skulle stykkes sammen. Inspireret af andres erfaringer fandt jeg hurtigt ud af, at et par gode vandrestøvler er det vigtigste at anskaffe sig i første omgang. For at minimere antallet af vabler og øvrige gener fra fødderne undervejs er det vigtigt, at støvlerne er gået godt til, inden selve turen starter. Derfor begyndte jeg i løbet af foråret at kigge efter vandrestøvler. Hvad det lige skulle være for nogen, havde jeg ingen idé om på forhånd - men jeg vidste, at pasformen måtte komme i første række, og så måtte jeg være lige glad med prisen. Det første sted, hvor jeg kiggede, var Friluftsland. Her var der et stort udvalg i diverse vandrestøvler, og jeg fandt hurtigt et par, som passede mig helt perfekt. Et par Scarpa-støvler ZG 65 GTX str. 42 - tilmed på fødselsdagsudsalg til kr. 750,-. Samtidig fik jeg også købt et par hiking-sokker. Altså ikke mere nogen undskyldning for ikke at komme i gang med at træne. Alligevel skulle der komme til at gå en måned, før jeg fik taget mig sammen til at gå den første tur!
I Friluftsland åbenbarede der sig en helt ny verden for mig. Sikke mange skønne ting, som man kunne få. Heldigvis fik jeg også et meget flot katalog med hjem, som jeg har læst i mange gange siden og sat x ved de ting, som jeg helt sikkert ikke kan leve uden. Problemet er vist bare, at der ikke er plads i rygsækken til alt det ;-)

Apropos rygsæk - så var det jo også noget, der skulle investeres i, da jeg kun havde en lille dagturssæk i forvejen. I første omgang blev kataloget fra Friluftsland konsulteret igen - der var et godt udvalg af forskellige rygsække. Ud fra beretninger på nettet havde jeg fundet ud af, at jeg skulle satse på en sæk på mellem 30-50 liter. Altså tog jeg igen en tur til København og sonderede terrænet for rygsække. Igen endte jeg hos Friluftsland efter at have prøvet et par andre steder. Her fandt jeg en 35 liter rygsæk Marmot Womens Vapor 35 på 1,3 kg.
Samtidig begyndte jeg at holde øje med ting, som jeg kan bruge på min tur. Hurtigt fandt jeg et par hurtigttørrende trekkingbukser i Aldi til kr. 79,-. Samme sted fandt jeg lidt tid efter en vindtæt cykeljakke til kr. 99,-. I Intersport fandt jeg en hurtigtørrende T-shirt fra Geyser - et firma som jeg aldrig havde hørt om før - men kvaliteten er helt i top. I Netto fandt jeg et par tætsiddende tights (herreunderbukser) i polyamid til kr. 49,-. Hvis de kunne bruges, ville det være noget billigere end f.eks. Craft undertøj.
Nu måtte jeg da snart kunne starte min træning! 

Hvorfor vil du dog gå 800-900 km, og hvorfor vil du "spilde" 6 ugers ferie på det? Begge spørgsmål har jeg fået stillet mange gange!
Ideen til at gå til Santiago de Compostela fik jeg vel for 2-3 år siden. Jeg havde læst et par avisartikler om caminoen og blev straks betaget af tanken om, at man i 4-6 uger ikke skulle tage stilling til ret meget andet end blot at flytte fødderne. På daværende tidspunkt var jeg meget stresset rent jobmæssigt, så samtidig har jeg vel også set det som en form for psykisk renselse. Senere så jeg et TV-program om moderne pilgrimsrejser, hvor der også var fokus på caminoen. Desuden var en kollega så venlig at maile hendes mands dagbog til mig - han havde gennemført caminoen i to omgange. Kombineret med søgning på nettet - og dermed læsning af flere beretninger - fandt jeg hurtigt ud af, at dette var noget, som jeg helt sikkert selv måtte prøve på min krop.
Samtidig med at jeg tog denne beslutning, begyndte jeg også at fortælle det til venner og bekendte. Jo flere jeg efterhånden fik fortalt det til, des mere fangede bordet. Jeg fik forpligtet mig overfor andre end mig selv til at gennemføre caminoen. I løbet af foråret i år fik jeg også sat en ca. dato på - nemlig fra medio august til ultimo september 2006. Jeg regner med at afsætte 6 uger til min camino. Min plan p.t. er at starte i St. Jean Pied de Port (eller måske i Pau, hvis jeg når at komme i rigtig god træning). Mit mål til fods er Santiago de Compostela - derfra i bus til Finisterre.
Lene